Restaurant lukket: Sur smiley og bøde efter fund af muselort og elendig rengøring

22. december 2016 12:41 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Efter musen er blevet fanget og en grundig hovedrengøring har Fødevarestyrelsen givet Restaurant De Hvide Svaner lov til at genåbne - ejeren har strammet op på rengøringprocedurer.

Restaurant lukket: Sur smiley og bøde efter fund af muselort og elendig rengøring
Det var en mus og ikke mindst muselort, der gjorde udslaget og midt i december lukkede Restaurant De Hvide Svaner. Nu er den blevet genåbnet efter en hovedrengøring. Arkivfoto.

Restaurant De Hvide Svaner i Karrebæksminde blev 12. december lukket ned af Fødevarestyrelsen, efter at et kontrolbesøg havde givet et mildest talt chokerende resultat.

Ifølge kontrolrapporten blev der både givet en indskærpelse, et decideret forbud mod at fortsætte mad-produktionen samt stukket en større bøde ud på hele 10.000 kroner til De Hvide Svaner.

Her er uddrag af kontrolrapportens mest iøjnefaldende passager lavet på restaurant De Hvide Svaner den 12. december 2016:

“Der var ekskrementer efter mus i området, hvor der fremstilles desserter, kager og brød.” Med andre ord: Muselort i produktionen.

“Der var museekskrementer på pålægsmaskinen, ved og under denne og på bordet som var belagt med et klæde.” Med andre ord: Muselort der hvor der bliver skåret pålæg – og rundt omkring maskinen.

“Udstyr og områder i køkkenet fremstod stadig utilstrækkeligt rengjort. Fx var der stadig spindelvæv i områder hvor der fremstilles desserter og kager/brød, og især den ene kagerulle fremstod med meget melrest, dog tildækket med et klæde. Der var stadig stænk og mulig soddryp ned på gryder og tildækket service bag stor ovn og der var stadig spindelvæv ved stor ovn, og under lille ovn. Bagsiden og op foran bagerst ved kogeøen var stadig fedtet med gulligt stænket og hylder fremstod med støv og snavs. Piskeris der hang oppe over kogeø havde støvet spindelvæv mellem strengene. Mikrobølgeovnen havde stænk efter brug. Depotrum fremstod med meget spindelvæv og der var efterladenskaber fra en lille fugl på emballagen til en pose crouton. Køleskabet i køkkenet fremstod med sorte plamager af snavs på hylder og der var madrester bl.a. i bunden af køleskabet. Skabet med rene tallerkener fremstod med brune plamager (stænk fra fedt) og støv.” Med andre ord: Der trængte til en kraftig hovedrengøring.

Det var fundet af muselort, der fik fødevarestyrelsen til øjeblikkeligt at lukke restauranten. De uhygiejniske forhold resulterede i bøden på de 10.000 kroner.

Ejer beklager

Restaurant De Hvide Svaner er ejet af René Sandberg. Over for Newsbreak.dk beklager han de fundt som Fødevarestyrelsen gjorde, da de dukkede op til kontrolbesøget.

– Det er jeg oprigtigt ked af. Restauranten er lukket om mandagen og tirsdagen. Og da det var tirsdag kontrollen dukkede op, så var vi ikke opmærksomme på musen. Den må være kommet ind enten mandag eller tirsdag. Havde vi selv været der, så havde vi selvfølgelig reageret på det, siger René Sandberg, der understreger, at Restaurant De Hvide Svaner er genåbnet idet Fødevarekontrollen allerede to dage efter det fatale kontrolbesøg dukkede op igen og åbnede produktionen på baggrund af de tiltag De Hvide Svaner selv havde gjort. Du kan se den nye kontrolrapport her.

– Vi tog kontakt til skadedyrsbekæmpelsen, der fangede musen og strøede mel ud på gulvet for at tjekke, om der skulle være sluppet andre skadedyr ind. Det var der ikke, siger René Sandberg.

Spørgsmål: Men der var jo også andre problemet – med rengøringen?

– Ja, det er korrekt, Vi har gjort det hele rent og sørget for at stramme op på vores procedurer. Det betyder, at vi nu har en god standard. Vi har tidligere haft en elite-.smiley og den var vi rigtig glade for. Derfor er det meget beklageligt, at vi er havnet i den situation, vi er, lyder det fra René Sandberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu