Delaney leverer løfte efter storsejr

6. september 2019 06:42 | Af: Ritzau Fokus

Thomas Delaney tog megafonen og takkede de fremmødte danske fans med et EM-løfte efter 6-0-sejren i Gibraltar.

Delaney leverer løfte efter storsejr
Thomas Delaney tog ordet efter 6-0-sejren ude over Gibraltar. Hans holdkammerater stod bag ved ham - inde på banen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Del:

Thomas Delaney lovede torsdag de medrejsende danske fans, at Danmark kvalificerer sig til EM i fodbold på hjemmebane.

Efter 6-0-sejren ude over Gibraltar tog Dortmund-danskeren en megafon og gik ud til fansene på den ene langside for at sige tak for fremmøde og støtte.

– Jeg takkede dem for at være her og gøre det til en god og nemmere kamp for os.

– Om det er Gibraltar på en landingsbane eller en VM-knockoutkamp i Irland, så var det vigtigt på vegne af os spillere at sige, at det betyder noget, siger Delaney.

I forbindelse med en konflikt med Dansk Boldspil-Union (DBU) sidste år fik landsholdsspillerne nogle steder kritik for at være for krævende og tænke for meget på pengene. Det billede vil Delaney gerne have visket væk.

– Fansene skal vide, at selv om vi i perioder har fremstået som forkælede, arrogante og pengegriske, så er vi glade for det her.

– Vi er stolte over at trække den røde trøje over hovedet. Og vi skal til EM, lover Delaney.

Artiklen fortsætter under videoen

Han scorede selv til 4-0 i anden halvleg, da han flugtede et hjørnespark i nettet, efter at Mathias “Zanka” Jørgensen var hoppet over bolden.

Det gav jubel på tilskuerpladserne på det lille Victoria Stadium med plads til omkring 2500 tilskuere. Heraf var omkring 750 af dem iklædt danske trøjer, og det kunne de danske spillere mærke.

– Sådan en kamp kan let blive en mental udfordring, på grund af at der ikke er særlig mange mennesker.

– Jeg synes, at der var en rigtig fin kulisse alt taget i betragtning – især fra de danske fans. Det skal de have ros for.

– Om det var det, der gjorde, at vi vandt 6-0, ved jeg ikke. Men det gjorde det nemmere at spille, siger Delaney.

En god kamp

Selve kampen kan han kun erklære sig tilfreds med.

Danmark kom foran efter seks minutter ved Robert Skov, og siden blev både Christian Eriksen og Christian Gytkjær dobbelte målscorere. Eriksen scorede begge sine mål på straffespark.

Danmark er på andenpladsen efter kampen med otte point efter fire kampe i gruppe D.

Irland, som torsdag spillede 1-1 hjemme mod Schweiz, topper gruppen med 11 point efter 5 kampe. Schweiz har fem point efter tre kampe på tredjepladsen.

Dermed er danskerne fortsat i spil til en af de to øverste pladser, der giver direkte adgang til næste års EM-slutrunde, der blandt mange værtslande også spilles i Danmark.

I den næste EM-kvalifikationskamp skal Danmark op mod Georgien på udebane på søndag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu