Demente glemte at de havde været oppe at slås

29. maj 2016 20:25 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet har haft deres hyr med at finde ud af, hvad der er sket mellem to demente mænd på et bosted i Sverige.

Demente glemte at de havde været oppe at slås
Politiet har haft deres hyr med at finde ud af, hvad der er sket mellem to demente mænd på et bosted i Sverige. Foto: Google Maps.

Politiet i Sverige har fået deres sag for efter en episode, hvor de blev kaldt ud til et slagsmål, som slagsmålets deltagere selv ikke kunne huske. Det skriver avisen Expressen.

Tirsdag formiddag gik alarmen hos politiet om, at der var udbrudt et slagsmål på bostedet Norlandia i Arlöv. En mand på 60 skulle have slået en mand på 80, så den 80-årige var gået omkuld.

– Han havde fået skader i hovedet, fortæller Mia Sandgren, talsmand for det svenske politi, ifølge Expressen.

– Anmeldelsen gik på almindelig vold, og vi tog derud for at tale med de involverede, fortæller Mia Sandgren.

Der opstod bare et problem, da politiet ankom til bostedet, der blandt andet huser demente borgere; deltagerne selv kunne slet og ret ikke huske, hvad der var sket. Lederen af bostedet, Emma Almström har over for Expressen bekræftet, at de to herrer har været oppe at slås, men hun vil ikke gå i nærmere detaljer.

– Af hensyn til dem og deres pårørende, siger Emma Almström til Expressen og fortsætter:

– Vi har vores procedurer og har kontaktet politiet, der tager sig af sagen. Men det er altid tragisk, når sådan noget sker, siger Emma Almström.

Ifølge avisen Sydsvenskan fik den 80-årige hul i hovedet efter slagsmålet, men det er tvivlsomt, om politiet nogensinde får opklaret sagen. De to involverede i slagsmålet har nemlig vist sig særdeles svære at afhøre.

– De er begge demente, så det er svært at forhøre dem, fortæller Mia Sandgren fra det svenske politi til Epxressen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu