ANNONCE

Den mest sikre testtype har to problemer

3. april 2021 12:51 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Selv om lyntest kan være usikre i deres svar, er der ifølge SSI flere ting, der taler for brugen af dem

Den mest sikre testtype har to problemer
En PCR-test er mere præcis end en antigen-test. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er et spørgsmål om tid og penge, der gør, at de danske myndigheder ikke i større omfang benytter sig af PCR-test til at teste for corona. Selv om PCR-testene regnes som langt mere pålidelige end lyntest.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i et skriftligt svar, efter at Politiken har kunnet fortælle, at cirka hver anden person, der er konstateret smittet ved en PCR-test, får et negativt svar, når vedkommende får foretaget en lyntest.

På grund af usikkerheden kunne myndighederne blandt andet involvere nogle af de private virksomheder, der har mulighed for at foretage PCR-test, og hvor svartiderne endda er kortere end i det offentlige.

To forskellige typer værktøjer

Men flere ting taler for lyntestene på trods af deres usikkerhed. Det oplyser Anne-Marie Vangsted, direktør for Testcenter Danmark under SSI. I et skriftligt svar nævner hun blandt andet lyntestenes svartid på bare 15 minutter.

Derudover kræver PCR-testene i modsætning til lyntest specielt udstyr og laboratorieuddannet personale, samtidig med at de er dyrere.

– PCR er et diagnostisk værktøj, mens antigentest (lyntest, red.) er fint som screeningsværktøj, siger Anne-Marie Vangsted i det skriftlige svar.

Negative positiver

Ifølge Politiken viser tal fra SSI, at der fra 1. februar til 23. marts var 117.670 borgere, som inden for 48 timer fik både en lyntest og en PCR-test.

4069 var positive ifølge PCR-testen. Men lyntesten fangede kun 2159 af dem.

1910 personer med coronavirus i kroppen fik således tilsendt et negativt testsvar. Det svarer til 47 procent falsk negative svar ved lyntest.

SSI omtaler de samme tal i en pressemeddelelse, Newsbreak.dk tidligere har omtalt, hvor der sættes fokus på forskellen på de to testtyper.

– Vores undersøgelse viser, at antigen-tester ret upræcise til at udpege en smittet person. Vi kan se, at 47% af alle dem, der reelt er smittede med corona, får et negativt testsvar efter en antigen-test. De er altså testet falsk negativ, siger faglig direktør på SSI Tyra Grove Krause i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu