ANNONCE

Denne biltype sælges brugt på rekordtid

31. marts 2020 19:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det går stærkt med særligt én slags bil, når der handles brugt.

Hvis du gerne vil sælge bilen, så har du størst chance for et hurtigt salg, hvis bilen, du er ved at afhænde, er af en vis type. Det oplyser Bilbasen og Spar Nord i en fælles pressemeddelelse, skriver eb.dk.

Ifølge en undersøgelse, de to har foretaget, fremgår det nemlig, at det ser ud til, at der er vild fart på salget af elbiler. Lige nu sælges de mest populære elbilmodeller på helt ned til 10 dage, hvilket er hele 46 dage færre end gennemsnittet for brugte biler.

– Interessen for elbiler har for alvor taget til, og det smitter nu mærkbart af på brugtvognsmarkedet. Det gælder ikke kun for elbiler, men også for hybridbiler, der sammen med elbiler tegner sig for knap ni procent af samtlige sidevisninger på Bilbasen.dk. Det er ret markant med tanke på, at vi har cirka 600 elbiler og 1300 hybridbiler til salg mod 66.000 benzin- og dieselbiler, siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen i pressemeddelelsen.

Et problem

Det kan godt ske, elbiler er populære, men der er et problem med afgifterne. Bliver der ikke gjort noget i Folketinget, så vil afgifterne på elbiler stige betydeligt fra nytår fra 20 til hele 65 procent. Men konkrete skridt inden for den nærmeste fremtid er ikke på vej.

Det sagde skatteminister Morten Bødskov (S) på et åbent samråd sidst i februar i skatteudvalget. Regeringen og dens støttepartier valgte i finansloven at fastholde lavere afgifter i 2020. Men allerede nu spøger tilstanden i 2021, da importører af biler skal bestille hjem til næste år.

– Jeg er enig i, at det er presserende at få omstillet transportsektoren i en mere grøn retning. Vi vil gerne gøre det mere attraktivt at vælge grønne biler. Men vi skal og kan vise, at vi kan lave en grøn omstilling og fastholde et stærkt velfærdssamfund, sagde Morten Bødskov.

Dyre ændringer og store konsekvenser

Han understreger under samrådet, at store ændringer vil være endog meget dyre. Eksempelvis forslag om, at alle biler skal være elbiler eller lavemissionsbiler i 2030.

– Skatteministeriet har estimeret, at det vil koste mellem 50-100 milliarder kroner at indfri den målsætning. Så uanset hvad, så er det enorme beløb, der ikke kan finansieres af råderummet eller gennem en simpel omlægning af reglerne, lød det.

De potentielt store konsekvenser får Morten Bødskov til at sige, at han er enig i den tidligere regerings beslutning om at nedsætte en kommission, der skal komme med anbefalinger. Kommissionen kommer med sine bud “medio 2020”, og skatteministeren siger, at de dermed kan indarbejdes i finansloven for 2021 og diskuteres til efteråret.

– Jeg synes ikke, at der er grund at drøfte et nyt afgiftssystem, får kommissionen kommer med sine anbefalinger. Vi ønsker en langsigtet løsning og ser frem til at drøfte rammerne for de fremtidige bilafgifter, siger Morten Bødskov.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu