Denne danske dims kan redde liv

10. april 2019 18:01 | Af: Newsbreak.dk

En virksomhed i Lynge har opfundet et apparat, der forbedre livskvaliteten for epileptikere og potentielt redde liv.

Personer, der lider under epilepsi, har en tendens til at underrapportere antallet af anfald, hvilket er et problem, når læger forsøger at medicinere dem.

Nu kan et nyt apparat, der har fået navnet UNEEG 24/7, forbedre livskvaliteten gennem bedre medicinering for mennesker over alt på jorden. Apparatet er opfundet af virksomheden UNEEG medical i Lynge i Nordsjælland.

Det skriver TV 2 Lorry.

– Det er i den grad et banebrydende apparat, der kan redde liv, og som har et kæmpe potentiale, siger Troels Wesenberg Kjær, der er hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus, og som har haft mulighed for at teste apparatet, til TV 2 Lorry.

Som det er nu, kan apparatet måle hjernebølger hele døgnet, og dermed også når en bærer får et epileptiskanfald. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Lægevidenskaben har nemlig i mere end 90 år kunne måle hjernebølger på patienter. Forskellen er, at hvor det før kunne tage halve og hele dage og skulle udføres i et laboratorium, så kan målingen foregå hele tiden gennem flere måneder, uden at patienten oplever nogen gener.

– De undersøgelser, vi har lavet indtil nu, har vist, at patienter efter et halvt år kan være uden risiko for de helt store anfald, der kan være både ubehagelige og livsfarlige for patienter. Særligt fordi anfald øger risikoen for yderligere anfald, siger Troels Wesenberg Kjær til TV 2 Lorry.

Han understreger dog, at målingerne ikke vil kunne sikre alle et anfaldsfrit liv, men at de kan være med til at give en bedre medicinering, og det kan igen være med til at forbedre livskvaliteten hos den enkelte.

Store muligheder for fremtiden

Ifølge hjerneforskeren er det dog ikke de nuværende fordele ved epilepsiapparatet, der er de vigtigste. For ham er det de fremtidige muligheder.

– Når det kommer til epileptiske anfald, så kan få minutter være forskellen mellem liv og død, og med den her type teknologi kan eksempelvis pårørende få en notifikation, når der opstår et epilepsianfald. På den måde kan vi reagere langt hurtigere, og det kan redde liv, siger han til TV 2 Lorry.

Der er gået mere end et årti, siden to medarbejdere gik til ledelsen med, hvad, de selv syntes, var, en god ide. Det syntes ledelsen også, og siden dengang har Lynge-virksomheden UNEEG medical arbejdet på projektet, der kan forbedre livskvaliteten for millioner af mennesker verden over.

– Vi er meget stolte i dag, og det er kun første skridt på rejsen mod en bedre behandling af epilepsi, som er et område, hvor muligheder for behandling i høj grad er en mangelvare, siger Torben Sandgren, der er administrerende direktør i UNEEG medical, til TV 2 Lorry.

Anfald skal kunne forudsiges

Rejsen, direktøren taler om, går i retning af netop de ting, Troels Wesenberg Kjær ønskede, nemlig live-notifikationer og sågar alarmer, der kan forudsige epileptiske anfald.

– Jeg kan ikke garantere noget, for det er ikke fair over for de mennesker, der går og venter på de her produkter, men jeg tror, at vi inden for det næste halvandet års tid ser live-notifikationer og inden for fem år også anfaldsalarmer, siger Torben Sandgren til TV 2 Lorry.

Direktøren forventer ligeledes, at UNEEG medical indenfor de næste tre år fordobler antallet af medarbejdere, så de går fra de kommer op på 120 medarbejdere.

UNEEG 24/7 er først lanceret i dag, og de danske sundhedsmyndigheder mangler stadig at godkende behandlingen, så på nuværende tidspunkt kan man ikke få refusion, hvilket kan gøre det til en bekostelig affære at anskaffe sig et af apparaterne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu