Denne kommune forbyder biler i tomgang

8. juni 2018 12:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Femover må køretøjer kun holde i tomgang i et minut. Tidligere var tomgang fuldstændig ureguleret i kommunen

Denne kommune forbyder biler i tomgang
Nu er det slut med at holde i tomgang for biler i Syddjurs.

Et nyt regulativ har set dagens lys i Syddjurs Kommune. Det skriver TV2 Østjylland. Her er der blevet vedtaget et tomgangsregulativ, der skal begrænse muligheden for at lade biler, busser og lastbiler stå i tomgang.

Med det nye regulativ er det kun lovligt at lade motoren køre i et minut af hensyn til luft, støj og forureningsgener, når man opholder sig indenfor kommunegrænsen i Syddjurs.

– Hidtil har det været fuldstændig ureguleret i Syddjurs, siger Kim Lykke Jensen (SF), der er formand for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune til TV2 Østjylland.

Årsagen til, at tomgangsproblematikken blev taget op, er, at kommunen har oplevet store tomgangsproblemer.

– Især i villakvartererne, hvor lastbiler og varebiler holdt i tomgang i længere tid. Vi har også oplevet busser, der holdt i tomgang i længere tid. Det er unødig forurening, siger Kim Lykke Jensen.

Ifølge ham modtager forvaltningen i kommunen mange henvendelser om køretøjer, der holder i tomgang.

– Det er ikke en sjælden henvendelse. Det er bestemte steder, hvor det er et problem. For eksempel skolebusser, der holder i tomgang i 5-10 minutter, siger Kim Lykke Jensen.

Klagerne drejer sig primært om større køretøjer.

– Men i mine øjne er det også et problem i forhold til private, der går ud og starter deres bil og lader den tø op i stedet for at skrabe is, siger Kim Lykke Jensen.

Handemuligheder

At tomgangsforbuddet er nedfældet på papir gør, at kommunen kan handle, hvis der for eksempel kommer mange henvendelser om en vognmand, der holder unødigt i tomgang.

– Det er signalværdien, der er det primære. Nu har vi det nedfældet, og så har vi mulighed for at agere på de klager, der er. Efterlever man ikke regulativet, kan det godt komme på tale at politianmelde de borgere, der ikke efterlever regulativet, siger Kim Lykke Jensen.

Regulativet håndhæves af politiet og kan straffes med bøde.

Udover at være en tomgangsfri kommune kan Syddjurs kommune også prale med at være en bivenlig kommune

– De forskellige tiltag skal ses som et led i, at der er et øget fokus i kommunen på at gøre den til et grønnere sted. Det er klart, at vi her høster de lavthængende frugter. Men det er et udtryk for et generelt fokus på, at vi gerne vil gøre de små ting, der på sigt giver et større miljømæssigt løft af kommunen, siger Kim Lykke Jensen.

Hvad bliver det næste?

– Økologisk rottebekæmpelse, siger Kim Lykke Jensen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu