Denne måned sker der flest spritulykker

13. juni 2018 06:14 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Især én måned skiller sig ud, når det handler om spritulykker. Nu er en landsdækkende kampagne i gang.

Denne måned sker der flest spritulykker
Kampagnen "Klar til et pust" er i gang. Især juni og juli er måneder, hvor flest er involveret i spritulykker. Foto: Sikker Trafik.

Den landsdækkende kampagne “Klar til et pust” er skudt i gang over hele landet.

Kampagnen gennemføres i et samarbejde mellem Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og 79 kommuner. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Når det bliver varmere i vejret, stiger antallet af ulykker, hvor spiritus er indblandet. I juni og juli måned kører flere galt med sprit i blodet end eksempelvis i julefrokostmånederne november og december, viser de nyeste ulykkestal fra Vejdirektoratet i følge Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen “Klar til et pust” ruller over det meste af Danmark. I 79 kommuner kan skilte ses i vejkanten, hvor bilister bliver mødt med teksten “Klar til et pust”.

Plakaterne langs vejene og en kampagnefilm i tv og på sociale medier skal minde alle trafikanter om, at hvis de er i tvivl om deres promille, når de skal hjem fra en grillaften, fest, strandtur eller en by- og havnefest, så bør de lade bilen stå.

– Hver sommer sker der alt for mange alvorlige spritulykker, der kunne have været undgået. Det er vigtigt, at vi får endnu flere til at lade bilen stå, når de har hygget i sommervarmen og drukket alkohol, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Så mange kørte måske med promille

Sidste år viste en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, at 13 procent af danskerne har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Mange gange var det i forbindelse med en grillaften, middag eller familiefest, viser undersøgelsen, som blev gennemført blandt 1.400 bilister.

Nu opfordrer Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden flere til at blande sig, hvis personer vil køre hjem fra en sammenkomst, hvor der bliver serveret og drukket alkohol.

– Det kan være svært at blande sig og tage bilnøglerne fra en person, der er på vej ud ad døren efter en middag. Så aftal på forhånd, når I sætter jer til bords eller når I tænder op i grillen, hvem der kører hjem. Så ved man på forhånd, hvem der kan få alkohol i glasset og hvem man bør servere noget andet for. På den måde kan man gøre det til et fælles ansvar, at alle kommer sikkert hjem, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

Hen over sommeren vil politiet gennemføre spritkontroller i hele landet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu