Der er forskel på svampe: Fra god til dræbende

29. august 2019 10:42 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

En dyngvåd august og den efterfølgende sensommervarme har fået skovbunden til at bugne af svampe.

Lige nu er den danske natur et rent mekka for svampeentusiaster. En dyngvåd august og den efterfølgende sensommervarme har simpelthen fået skovbunden til at bugne med svampe. Dermed er der rig mulighed for at tilføje ekstra, lækre ingredienser og smage til maden.

Man skal dog være forsigtig, når man går på svampejagt, hvis man ikke er kender. Flere af de svampe, der findes i den danske natur, er så giftige, at man kan dø, hvis man spiser dem.

– Svampesæsonen går normalt fra august til oktober, men er meget afhængig af vejret. Et godt svampeår er, når vi har en lun og fugtig sensommer, og det har vi netop i år. Jeg har selv været ude og samle flere gange og har fået både rørhatte og skørhatte med hjem i kurven efter kun en times jagt. Og det er bare med at komme afsted, for hvis vi får mange dage med varmt og tørt vejr, er de hurtigt væk igen,udtaler Jan Kjærgaard, naturvejleder i Naturstyrelsen, i en pressemeddelelse.

I galleriet over artiklen kan man få et overblik over, hvilke svampe man roligt kan spise og desuden nogle, man helt skal holde sig fra. 

Led langs langs skovveje

Er man nybegynder, anbefaler naturvejlederen, at det er rørhatte, man skal gå efter. Den mest kendte og for mange også den mest velsmagende er Karl Johan. Man kender den på dens brune hat, som ligner er overkrydder. Desuden på dens solide stok, der i toppen har et fint net-agtigt mønster. Fra starten er rørene hvide men over tid bliver de gule til gulgrønne. Er man uheldig, kan man tage fejl af Karl Johan og Galderørhat og det vil man med sikkerhed opdage. Den er ikke giftig, men den smager til gengæld bittert og er uspiselig. Man kender Galderørhat på et grovere net på stokken og hvide til lyserøde rørmundinger.

Artiklen fortsætter under videoen

Rørhatte trives generelt bedst med luft omkring sig. Derfor finder man dem tit langs skovvejene, hvor de kan stå i skygge for direkte sol.

– Hvis du er det mindste i tvivl, om en svamp er spiselig eller ej, så lad den stå – og sørg for kun at tage de nye friske svampe med hjem i kurven. De bedste er dem, der kun lige akkurat titter op af jorden.  Derfor er det også en god idé at spise dem med det samme. Steg dem på panden og giv dem et opkog i fløde eller smid dem i sovsen. Svampe er lækre til alle slags retter, også frikadellerne, siger Jan Kjærgaard.

Såfremt man vil gemme de svampe man finder til dagen efter, anbefaler Jan Kjærgaard, man tilbereder dem først. Han nævner også, at det er tilladt for alle at samle svampe, bær og frugt overalt i statens skove og naturområder til eget forbrug. Tommelfingerreglen er omkring en kurvfuld, så er der også til den næste skovgæst.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu