Der er hårdt brug for alles hjælp: Else kan ikke klare sig selv

10. januar 2018 06:45 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Sydøstjyllands politi efterlyser den 70-årige Else Carla Ejlertzen, der er savnet fra Plejehjemmet Olivenhaven i Kolding.

Opdatering: Sydøstjyllands Politi oplyser klokken ni onsdag morgen, at den efterlyste kvinde er fundet død ved Alpedalsvej i Kolding. Der er intet, der tyder på, at der er tale om en forbrydelse, oplyser politikredsen. Newsbreak.dk har valgt at fjerne kvindens efternavn og billede fra denne artikel.

Politiet har onsdag morgen hårdt brug for borgerne i Koldings hjælp.

Sydøstjyllands Politi efterlyser i en pressemeddelelse den 70-årige Else. Hun er forsvundet fra et plejehjem i det vestlige Kolding på et tidspunkt mellem klokken 21 tirsdag aften og klokken 01.50 natten til onsdag. Politiet kommer med en særlig opfordring til borgere i området.

– Vi anmoder borgerne i området syd for Esbjergvej, øst for Vejlevej, nord for Kolding P og øst for motorvejen om, at være særlige opmærksomme på Else, og meget gerne se efter i carporte, garager, udhuse og andre relevante steder, skriver Sydøstjyllands Politi.

Else er nemlig hårdt ramt af demens, og hun kan ikke finde hjem på egen hånd. Politiet har også selv sat gang i en større eftersøgning.

– Else er meget dement, og kan ikke finde hjem ved egen hjælp.Vi har været i gang hele natten, da kulden gør situationen ekstra truende. Kvinden har ingen sko på og går rundt kun på strømpesokker, siger vagtchef Flemming Lau, Sydøstjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD.

Hun beskrives som 175-180 centimeter høj, slank af bygning, og hun har kort og glat gråt hår. Hun er iført en mørkeblå strikket trøje, tykke lysegrå joggingbukser samt mørke strømpesokker. Hun har ingen sko på.

Hvis man finder Else, skal man straks ringe til politiet på telefon 114.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu