Derfor brændte lastbil så voldsomt på Storebælt

10. juli 2019 04:13 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

I næsten fem timer kæmpede brandfolk med at slukke brand i lastbil. Bilister fik bøder for at filme branden.

I næsten fem timer skabte en brændende lastbil tirsdag eftermiddag og aften problemer for trafikken på Storebæltsbroen.

Lastbilen brød i brand på lavbroen umiddelbart før Sprogø i retning mod Sjælland.

– Kort før lastbilen brød i brand, sprængte et af dens dæk, men om der er en sammenhæng mellem det sprængte dæk og branden, er det for tidligt at sige noget om, fortæller vagtchef Ehm Christensen fra Fyns Politi.

Politiet fik alarmen om den brændende lastbil klokken 14.53.

Broen blev kortvarigt lukket i østlig retning, men selv om et spor hurtigt blev åbnet skabte lastbilen problemer for trafikken.

Brændte i fem timer

Kort før klokken 20 tirsdag aften lykkedes det at få branden slukket, og dermed varede slukningsarbejdet omkring fem timer.

– Lastbilen havde lige fået hældt 1000 liter dieselolie på, så det kan være derfor, siger vagtchefen.

Ifølge Ekstra Bladet var lastbilen desuden lastet med tøj, bildæk, kattegrus og hundefoder, hvilket også besværliggjorde slukningsarbejdet.

Den brandfarlige last var årsag til, at ilden konstant blussede op.

– Lasten har simpelthen været så komprimeret, at det bare er blevet ved med at brænde, siger Ehm Christensen til Ekstra Bladet.

Bilister fik bøder

Flere bilister fik i øvrigt bøder, fordi de filmede lastbilen med deres mobiltelefoner, mens de kørte forbi.

– Det skaber farlige situationer, når man sidder og filmer, samtidig med at man kører – især når man kører så tæt, siger Ehm Christensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu