ANNONCE

Derfor er det svært at undgå spøgelsesbilister

12. december 2020 21:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Spøgelsesbilister opstår forskellige steder og på forskellige måder. Det gør det svært at stoppe dem helt. Men i Danmark er man nået et godt stykke.

Derfor er det svært at undgå spøgelsesbilister
Det er svært at fjerne spøgelsesbilister helt fra danske motorveje. Foto: Scanpix.

Den 1. december klokken 22.01 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der kørte en spøgelsesbilist i det østgående spor i vestågende retning på Herningmotorvejen. Halvandet minut senere modtog politiet anmeldelse om en trafikulykke ved Skovby. Ulykken endte med at koste to mennesker livet.

Ulykken skete på et år, hvor antallet af spøgelsesbilister i Danmark ser ud til at falde. Alligevel er der lange udsigter til, at spøgelsesbilister forsvinder helt fra vejene.

Der kommer en spøgelsesbilist

Vejdirektoratet definerer en spøgelsesbilist som en bilist, der kører imod kørselsretningen på motorvejen.

Bilister bliver til spøgelsesbilister af forskellige årsager, og gennem årene har man på forskellig vis forsøgt at stoppe dem. Det betyder, at der i Danmark i dag bruges et nationalt redskab til at stoppe spøgelsesbilister. Det ser ud til at virke. Det betyder dog ikke, at det stopper alle spøgelsesbilister.

Lys, pigge og 3D

I 2011 satte Vejdirektoratet sig for at undersøge, hvad der gjorde folk til spøgelsesbilister. Og i de seneste år har man forsøgt sig med forskellige tiltag, der skulle sænke antallet af spøgelsesbilister på vejene.

Den viden, man indsamlede gør, at man i dag arbejder med en teori om, at halvdelen af spøgelsesbilister opstår, når en bilist kører på en motorvej i den forkerte retning. Den anden halvdel opstår, hvis en bilist begynder at bakke på motorvejen, eller hvis vedkommende slet og ret vender om.

For at stoppe den del af bilister, der kører ind på en motorvej via den forkerte rampe, har man eksperimenteret med blandt andet skilte, pigge og lys.

Lysene består af dioder fræset ned i kørebanen på frakørselsrampen, såkaldte lane lights. Det koster flere hundrede tusinde kroner at sætte op, og tusindvis af kroner i vedligeholdelse.

Fakta

Sådan håndterer du mødet med eller meldingen om en spøgelsesbilist

Ser du en spøgelsesbilist, skal du først og fremmest kontakte alarmcentralen på 1-1-2.

Politiet advarer herefter blandt andet Vejdirektoratets Trafik Center.

Vejdirektoratet har følgende råd til, hvordan du skal reagere, hvis en spøgelsesbilist kommer kørende mod dig: Hold til højre.

Spøgelsesbilisten tror typisk, at han befinder sig på en tosporet landevej og vil i de fleste tilfælde holde til højre i hans retning – dvs. køre i din overhalingsbane.

Derudover opfordrer Vejdirektoratet dig til, at du lader være med at overhale, at du sætter farten ned og holder en hastighed der gør, at andre ikke begynder at overhale.

Kilde: Vejdirektoratet.

I 2015-2016 havde man syv ramper i Danmark med lane lights. I den periode registrerede man 39 bilister, der var kørt ned af den forkerte rampe. 23 bilister vendte om og kørte tilbage. 16 fortsatte.

På fire ramper har man i stedet eksperimenteret med vejpigge, der slet og ret skulle stoppe spøgelsesbilister. Piggene blev siden erstattet med ordet STOP, der ser ud til at stå i 3D foran bilen, når man kører ned på rampen i den forkerte retning.

Også her har man konstateret, at løsningen fik potentielle spøgelsesbilister til at stoppe. Det ville dog blive dyrt at udbrede konceptet til alle danske ramper, da opsætningen ville koste 50.000 kroner pr. rampe.

Lavthængende skilte

Det tiltag, man har besluttet sig for at udbrede landsdækkende, er lavpraktisk og lavthængende. På alle danske frakørselsramper står der nu skilte, der advarer folk om, at de er på vej i en forkert og livsfarlig retning. Skiltene hænger lavt, så de bliver lyst grundigt op i mørke, og man valgte en løsning, der gav økonomisk mening, når den skulle bruges på samtlige frakørselsramper i Danmark.

Skiltene blev sat op i efteråret 2018, og da man gjorde status over trafikåret 2019 kunne man konstatere, at antallet af spøgelsesbilister i Danmark var faldet til det laveste niveau i 15 år. Der blev i 2019 indmeldt 88 spøgelsesbilister til Vejdirektoratet. For første gang siden 2005 var man dermed under 100 spøgelsesbilister på et år. Vejdirektoratet oplyser til Newsbreak.dk, at den tendens ser ud til at fortsætte i 2020, omend man først gør status efter nytår. De lavtstående skilte får en del af æren for, at tallene ser ud, som de gør.

– Vi har en tiltro til, at de har en effekt, siger René Juhl Hollen, projektleder ved Vejdirektoratet, der de seneste 8-10 har arbejdet med særligt fokus på spøgelsesbilisme.

Det spøger stadig

Skiltene virker altså, men de stopper ikke alle spøgelsesbilister. Først og fremmest findes der stadig borgere, der af forskellige årsager begynder at bakke, eller vende om, mens de kører på motorvejen. Derudover findes der de bilister, der kører på motorvejen via den forkerte rampe, og som fortsætter forbi skiltene. Blandt dem finder man bilister, der ønsker at begå selvmord. Det er nogle af årsagerne til, at spøgelsesbilisten formentlig aldrig forsvinder fra de danske veje.

Når Vejdirektoratet efter nytår gør status over trafikåret 2020, tyder noget altså på, at man fastholder den positive tendens med færre spøgelsesbilister målt mod de år, hvor der blev indmeldt over 100 om året. Men i optællingen vil man formentlig stadig finde en dødsulykke fra december 2020, og den vil i så fald være et eksempel på, at spøgelsesbilisme fortsat vil spøge på de danske veje i årene fremover.

Det vil det, så længe bilister, der er uegnede til at køre bil, alligevel gør det. Det vil det, så længe selvmordstruede vælger at ignorere skiltningen. Det vil det …

– Så længe folk kan vende på motorvejen, siger René Juhl Hollen.

Kilder: Hvad er en spøgelsesbilistHvad gør jeg, hvis jeg ser en spøgelsesbilist?Spøgelsesbilisme Evaluering af særlige tiltag til standsning af spøgelsesbilisterAntallet af spøgelsesbilister faldet til laveste niveau i 15 år

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu