Derfor er det vigtigt, du hilser på forbipasserende i julen

3. december 2018 10:39 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Julen er højtid for indbrud, og derfor er det en god idé at sikre dig mod netop det.

Det er med at passe på i julen, for ikke bare er det tiden for glæde, børnegrin og æbleskiver. Det er desværre også højtid for indbrud. 25. december 2017 offentliggjorde Rigspolitiet de umiddelbare tal for indbrud i perioden 20. til 24. december.

Samlet registrerede politiet 130 indbrud juleaften, og i hele perioden 459, og selv om det er et fald i forhold til tidligere år, så er det stadig højere end på almindelige dage. Desuden stiger tallet typisk også, når de sidste danskere vender hjem mellem jul og nytår.

– Det er en utroligt krænkende oplevelse at finde sit hjem gennemrodet af indbrudstyve. Derfor er det fortsat et område, som vil være strategisk prioriteret i alle politikredse, sagde Lars Mortensen fra Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Vil gerne have fred

Ifølge nye tal, som Det Kriminalpræventive Råd præsenterer, er der i perioden 2013-2017 gennemsnitlig blevet anmeldt svimlende 4123 indbrud i december, hvilket svarer til 133 indbrud om dagen – i hele december.

– Når indbrudstyven har ekstra travlt i de mørke måneder, vil han gerne have fred og ro til sit arbejde. Derfor går tyven typisk efter mørke boliger, hvor han kan gemme sig og arbejde uforstyrret, fortæller Christina Tang Sørensen, kriminolog i Nabohjælp, der er et samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

Hun opfordrer i en pressemeddelelse til, at vi ødelægger den ubudne gæsts arbejdsbetingelser ved at sørge for god belysning omkring boligen. I galleriet over artiklen kan du se en række gode råd. Blandt andet er det vigtigt, at du hilser på folk i nabolaget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu