Derfor får søvnmangel dig til at spise sødt

23. oktober 2019 14:20 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Faktisk har lysten til søde sager, når du ikke har sovet nok, en sammenhæng med det samme system, som hash aktiverer.

For få timers nattesøvn har sandsynligvis en indflydelse på menneskers lyst til søde sager.

Et nyt studie har muligvis fundet grunden til det.

Artiklen fortsætter efter videoen

Faktisk har lysten til søde sager en sammenhæng med det samme system, som også giver en lyst til lækkerier, når man har røget hash.

Det skriver Videnskab.dk.

Som at ryge marihuana

Adjunkt og neurolog ved Northwestern University i Chicago Thorsten Kahnt har længe forsøgt at finde ud af, hvorfor søvntab får folk gå efter de søde sager.

Derfor dykkede han ned andre undersøgelser, der forbinder søvnmangel med en stigning i visse molekyler i endocannabinoid-systemet i hjernen.

Systemet er et netværk af neurotransmittere og receptorer, der bliver påvirket, når man ryger hash.

Studier med mus har vist, at netop det system påvirker den måde, hjernen behandler lugte på. Og lugt er noget af det, der har stor indflydelse på appetitten.

Undersøgte forbindelsen

Tidligere har der dog ikke været en klar forbindelse mellem søvn, endocannabinoid-systemet, lugt og appetit, derfor undersøgte neurologen og hans team sammenhængen.

I et forsøg med 25 frivillige mænd og kvinder, der foregik over to nætter med fire ugers mellemrum, skulle forsøgspersonerne enten sove fire eller otte timer om natten. Efter fire uger blev rollerne byttet om.

Efter de havde sovet skulle de aflevere blodprøver, mens de også blev scannet i hjernen.

Til sidst blev de præsenteret for en buffet, hvor de skulle spise det, de havde lyst til, mens de blev observeret.

Flere usunde valg

Resultaterne viste ikke, at personer, der havde sovet mindre, spiste mere. Faktisk blev der indtaget nogenlunde de samme kalorier.

Men forskellen var, at dem, der ikke fik nok søvn – altså fire timer – valgte i gennemsnit flere usunde fødevarer fra buffetten.

For at teste, hvordan lugtesansen havde en indflydelse, blev forsøgspersonerne under hjernescanningen præsenteret for forskellige dufte af fødevarer. På scanningen kunne man se en reaktion, men det viste sig ikke at have en sammenhæng med dét, der blev valgt i buffeten – altså deres appetit.

En forsøgsperson med otte timers søvn og en med fire timers søvn kunne begge reagere ens på duften i scanningen, men derefter have valgt to forskellige ting i buffetten. Det skriver Science.

Spektakulært studie

Derfor kunne forskerne bag forsøget konkludere, at manglen på søvn sandsynlig vis kan påvirke endocannabinoid-systemet, som resulterer i en større trang til søde sager.

– Det her er et spektakulært studie, siger lektor på Institut for Neuroscience ved Uppsala Universitet Christian Benedict, der ikke har været involveret i studiet.

Dog pointerer han, at studiet ikke har taget højde for, at andre faktorer end længden af søvn kan have påvirket resultaterne.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu