Derfor må du ikke genfryse frostvarer

16. april 2018 08:54 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Der er især to årsager til, at du ikke må fryse dine madvarer ned igen.

Du har måske hørt det før: Du må ikke genfryse dine frostvarer.

Og den er altså god nok, skriver Food of Life hos Københavns Universitet.

Kvaliteten forringes

Genfrysning frarådes især af to årsager.

Spise-kvaliteten er den ene årsag. Når du putter madvarer i fryseren, så sker der automatisk en ændring af kvaliteten. Det kan både være små eller større ændringer.

De kemiske og enzymatiske forringelsesprocesser foregår generelt langsomt i frossen tilstand, men selv ved –18 grader kan man få harskning af fedt og der kan også ske forandringer i form af udtørring, misfarvning og kedelig tekstur.

Ved hurtig nedfrysning bliver fryseskaderne mindre. En lavere og stabil temperatur i din fryser beskytter maden bedre mod udtørring og ilt. Der dannes kun små iskrystaller. Det betyder, at du undgår de store skader på strukturen i eksempelvis plante- og kødvæv.

Iskrystallerne bliver langt større, hvis madvaren optøs og igen fryses ned. Teksturen bliver ødelagt og der vil være dryptab, skriver Food of Life.

Bakterier overlever nedfrysning

Bakterier er en anden årsag til, at du ikke må genfryse madvarer.

Bakterier bliver dog sat på standby under frysning. Men de fleste bakterier overlever en tur i fryseren og så starter bakterievæksten igen, når du optøer madvarer.

Det sker, når temperaturen tillader det og nogle bakterier kan atter starte sin vækst ved 1-5 grader.

Der er dog også tilfælde, hvor du sagtens kan genfryse madvarer. Hvis temperaturen ikke har været over køleskabstemperaturen på plus fem grader i mere end et døgn, er der ikke nogle sikkerhedsproblemer forbundet med at fryse det ned igen, skriver Food of Life.

Hvis du bruger frossent kød til eksempelvis en gryderet, kan dette også sagtens fryses ned igen uden nogle sikkerhedsmæssige problemer.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu