Derfor skal du teste kærligheden på rejsen

12. april 2016 07:21 | Af: Ritzau Fokus

Over 1.000 danskere har meldt sig til et eksperiment, hvor den første date er en rejse. Ferie kan nemlig hjælpe kærligheden på vej.

Del:

Solskin og saltvand eller hverdag og vasketøj? Der er vist ikke den store tvivl om hvilket af de to scenarier, der er mest romantisk. Og faktisk kan en ferie være en rigtig god måde at afprøve kærligheden.

Den teori har rejsebureauet Star Tour taget til yderste konsekvens. De agter nemlig – med hjælp fra en parterapeut – at sende to singler, som intet kender til hinanden, til en romantisk destination på Rhodos for at se, om det slår gnister.

– Vores personligheder er så gennemsyrede af vores omgivelser, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt vi er os selv eller blot repræsenterer vores omgivelsers og vante medmenneskers forventninger til os. Faktisk er op mod 95 procent af vores tanker automatiske, vanemæssige reaktioner på vores vante omgivelser, forklarer Thomas Markersen, psykolog og en af eksperterne i DR’s “Gift ved første blik”, til Ritzau Fokus.

– Derfor er der intet som rejser, gerne uden venner og familie, til at ruske os fri af vores stagnerede personligheder.

Over 1.000 danskere har allerede meldt sig til det vilde eksperiment, fortæller Nikolai Johnsen, pressechef for Star Tour. Og på nuværende tidspunkt er det særligt kvinderne, der har været vilde efter at afprøve, om de kan finde kærligheden med hjælp fra en matchmaker – og de ideelle omgivelser i Grækenland.

– Ferier kan i kraft af alle de nye indtryk skubbe gamle forsvarsmekanismer ud af kontrol, derfor er mange af os mere åbne over for nye indtryk, når vi er fremmede steder, som er behagelige, siger psykolog Thomas Markersen.

Det er parterapeut Katrine Axholm, som skal agere matchmaker, og hun har store forhåbninger til eksperimentet, som kan være en god test for, om der er grobund for et længerevarende forhold.

Hun tager dog også forbehold for, at selv om hun finder to, der på papiret matcher perfekt, kan man ikke forudse, hvordan de reagerer, når de møder hinanden for første gang i Kastrup Lufthavn.

– For langt de fleste er kærlighedsrelationen den sværeste og der, hvor vi bliver mest udfordret. Der ser vi hinanden have tynd mave og være sure. Det er ikke tilfældigt hvem, vi forelsker os i. Jeg tror på, vi forelsker os i dem, vi kan lære mest om os selv sammen med – og derfor er det også besværligt, siger parterapeut Katrine Axholm og tilføjer,

– Men kemi er kemi, og man kan analysere sig langt, men enten klikker de sammen, eller også gør de ikke.

Ansøgerne skal igennem en længere udvælgelsesproces, hvor 50 personer bliver udvalgt til nærmere eftersyn af parterapeuten. Herefter kommer ti personer til en personlig samtale. Blandt de udvalgte vurderer Katrine Axholm hvilke to personer, der har det bedste udgangspunkt for at finde kærligheden.

Psykolog Thomas Markersen kan give et råd fra “Gift ved første blik” videre til de to heldige, som skal lære hinanden at kende under sydens sol.

– Jeg ved, at parrene (i “Gift ved første blik”, red.) på bryllupsferie var meget fysisk aktive. Årsagen til dette var, at man i den fysiske aktivitet kommer væk fra potentiel overtænkning, nervøsitet og den mere generelle stress der kan slå et søm i kisten på kærlighedseksperimentet. Derfor tror jeg, at en af de bedste anbefalinger er, at få presset masser af fysisk aktivitet ind i feriekalenderen, mener han.

Kærlighedseksperimentet kommer til at foregå fra 8.-15. maj, og hele processen kan følges på Facebook, hvor det lovende par kommer til at opdatere fra hele forløbet.

Som en lille bonus lover Star Tour også at sponsorere bryllupsrejsen, hvis eksperimentet skulle gå så godt.

Sådan kan rejse kickstarte kærligheden:

– Kom ud af de vante rammer. Op mod 95 procent af vores tanker er automatiske vanemæssige reaktioner på vores vante omgivelser, fortæller psykolog Thomas Markersen.

– Planlæg fysiske aktiviteter sammen. Kropslige oplevelser som gåture, svømning, solbadning eller at bestige et bjerg sammen øger sandsynligheden for trivsel – og dermed kærlighed.

– Få stimuleret sanserne med nye indtryk. De mange nye indtryk kan skubbe gamle forsvarsmekanismer ud af kontrol, og dermed bliver vi mere åbne.

Kilde: Thomas Bjarke Markersen, cand.psych. aut. psykolog

/ritzau/FOKUS

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu