ANNONCE

Derfor skal militærchef i fængsel

19. maj 2020 19:21 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Kendt skyldig i nepotisme.

Derfor skal militærchef i fængsel
Hærchefen er kendt skyldig. (Foto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix)

Den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen er tirsdag blevet idømt ubetinget fængsel i 60 dage. Det oplyser retsformand Hanne Fanø, Retten i Viborg, efter at dommeren og de to domsmænd har voteret tre timer.

Den tidligere hærchef er fundet skyldig i embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger. Han har på stedet anket dommen til landsretten. Han vil frifindes, lyder det fra forsvarsadvokat Torben Koch.

Den 55-årige generalmajor var tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at fremme sin kæreste – nu hustrus – karriere i Forsvaret. Han var også tiltalt for pligtforsømmelse ved at have givet kvinden adgang til sin tjenstlige indbakke i Forsvarets interne e-mailsystem.

Den usædvanlige sag tog sin begyndelse i efteråret 2018.

Lederuddannelsen

Hans-Christian Mathiesen blev 24. oktober 2018 fritaget for tjeneste og hjemsendt på baggrund af artikler i forsvarsmediet Olfi.dk. Mediet skrev om, at hærchefens kæreste angiveligt var rykket frem i køen til en meget eftertragtet lederuddannelse.

Det var sket, selv om hun – modsat de øvrige ansøgere – ikke havde været udsendt til internationale operationer. Forsvarsministeriets Auditørkorps gik ind i sagen, og det endte med, at der blev rejst tiltale mod hærchefen for fem forhold.

Hærchefen har afvist alle anklager. Han blandede sig ikke i den endelige udvælgelse af kandidater til uddannelsen, har han forklaret.

Ført bag lyset

14 vidner er blevet afhørt under retssagen, heriblandt forsvarschef Bjørn Bisserup. Den øverste chef for Forsvaret lagde i retten afstand til den detroniserede hærchef og sagde i retten, at han følte sig ført bag lyset af Mathiesen.

Han blev både “vred og ked af det”, da det gik op for ham, at Mathiesen havde bedt en ledende medarbejder om at “sætte strøm til” en afklaring om kærestens forfremmelse.

Sagens anklager, auditør Claus Risbjerg, hæfter sig ved, at Hans-Christian Mathiesen er blevet fundet skyldig i fire ud af fem anklagepunkter.

– Han er blevet dømt for at favorisere sin hustru, og det er karakteriseret som misbrug af stilling. Jeg synes, at retten har sendt et klart signal med den her dom, siger Claus Risbjerg.

Han håber, at dommen vil få den konsekvens, at ansatte i Forsvaret fremover vil gå direkte til Forsvarsministeriets Auditørkorps med kritik, fordi de nu har set, at det bliver taget alvorligt.

Utilfreds

Der var ikke nogen reaktion at spore hos den hjemsendte hærchef, der var til stede ved domsafsigelsen sammen med sin hustru. Hans forsvarsadvokat, Torben Koch, sagde efterfølgende, at han er “stærkt utilfreds” med byrettens dom.

– Jeg forstår simpelthen ikke dommen og juraen i den. Jeg synes, det siger noget om, at domsmandsretten nærmest har taget udgangspunkt i, at min klient er kriminel, lød det fra advokaten.

Det eneste punkt, hvor hærchefen blev frifundet, var i forholdet om at tale usandt over for forsvarschef Bjørn Bisserup. Her har retten fundet, at det ikke var tilstrækkeligt belyst, til at der kunne ske domfældelse.

Dommerne var enige om skyldspørgsmålet. En dommer ville idømme tre måneders fængsel. Men flertallet bestemmer.

Vi skal lære

Forsvarschef Bjørn Bisserup siger efter dommen, at en lang række spørgsmål skal besvares. Blandt andet om man skulle have gjort noget anderledes og handlet tidligere. På den måde skal Forsvaret lære af sagen, siger forsvarschefen i et interview.

– Jeg synes, sagen rejser spørgsmålet, om der er noget i vores system, der gør, at folk ikke siger fra eller sætter spørgsmålstegn. Uanset hvor sagen ender, rejser den en række vigtige spørgsmål, som allerede nu trænger sig på, siger Bjørn Bisserup.

Han kalder det en “trist og ulykkelig sag”, som han ser frem til på et tidspunkt at få afsluttet.

– Den har i lang tid kastet skygger over den store indsats, som Forsvarets mange soldater og medarbejdere hver dag leverer i ind- og udland, siger han og afviser, at der er tale om et generelt problem i Forsvaret, men han vil selv se indad.

– Kunne jeg tidligere have iværksat en større undersøgelse? Det kunne jeg godt. Havde det afkortet forløbet? Måske. Det kan jeg ikke vide, men det kan ikke udelukkes, siger han.

Bjørn Bisserup vil ikke på nuværende tidspunkt forholde sig til Hans-Christian Mathiesens fremtidsudsigter i Forsvaret, fordi sagen er anket. Den hjemsendte hærchef er blevet placeret i et midlertidigt stillingsnummer, indtil sagen mod ham er endelig afsluttet.

Fakta

Her er forløbet

Tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen har været hjemsendt halvandet år med løn, mens Forsvarsministeriets Auditørkorps har undersøgt anklager om urent trav.

Tirsdag blev han ved Retten i Viborg idømt 60 dages fængsel i sagen.

Læs om forløbet her:

* 24. oktober 2018: Hans-Christian Mathiesen fritages for tjeneste og hjemsendes med løn.

Det sker, efter at mediet Olfi på baggrund af anonyme kilder har rejst anklager mod chefen for at favorisere sin kæreste, der arbejder i Forsvaret.

* Sagen får Forsvarsministeriets Auditørkorps til at indlede efterforskning.

* 31. januar 2019: Hans-Christian Mathiesen bliver sigtet for stillingsmisbrug, grov pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 23. august 2019: Forsvarsministeriet meddeler, at Michael Lollesgaard per 1. september erstatter Hans-Christian Mathiesen på posten som chef for Hærkommandoen.

Hans-Christian Mathiesen bliver placeret i et midlertidigt stillingsnummer, indtil sagen mod ham er afsluttet.

* 11. december 2019: Auditørkorpset rejser tiltale mod Hans-Christian Mathiesen for fem forhold vedrørende misbrug af stilling, grov pligtforsømmelse og uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 4. maj 2020: Retten i Viborg indleder retssagen. 14 vidner, heriblandt forsvarschef Bjørn Bisserup, afgiver forklaring. Hans-Christian Mathiesen har nægtet sig skyldig i alle anklager.

* 19. maj 2020: Retten i Viborg idømmer Hans-Christian Mathiesen 60 dages fængsel. Han anker sagen til landsretten.

Kilder: Anklageskriftet, Forsvarsministeriets Auditørkorps, Forsvarsministeriet, olfi.dk.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu