Derfor skyder de på hinanden i København

26. september 2018 12:58 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En oprettet visitationszone og en øget politiindsats har ikke bremset skyderierne.

Hvorfor skyder de på hinanden i København? Det spørgsmål har været nærliggende at stille gentagne gange siden 15. september, hvor en byge af skud ramte en Mercedes i Ishøj.

Siden er flere personer blevet ramt af skud i episoder,der har fået Københavns Politi til at tilkalde hjælp fra andre politikredse i forsøget på at sætte en stopper for de mange voldsomme episoder.

Ifølge politiet er konflikten opstået, fordi en bandegruppering fra Nørrebro er blevet delt i to, og mediet Zetland skriver, at forskellen på den nuværende konflikt, og en anden bandekonflikt i København i 2017, netop ligger i, at der denne gang er tale om interne stridigheder.

Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Efterretningscenter (NEC), fortæller til Zetland, at banders opbygning i dag er anderledes, end de var for få år siden. Bandemedlemmerne står ikke så tæt sammen mere, medlemmer skifter side og der mangler ledelse.

Borgere ramt af konflikten

Det ligger i forlængelse af, hvad Københavns Politi har meldt officielt ud om den igangværende konflikt; altså, at der er tale om en gruppering, der er blevet delt i to.

Konflikten har på kort tid ført til et utal af nye skyderier, og det fik 20. september politiet til at reagere i form af en pressemeddelelse, hvor det blev gjort klart, hvad politiet gør for at bremse konflikten.

– Vi tager den nye konflikt meget alvorligt, og har derfor nu skruet op for indsatsen. Vi vil ikke acceptere, at der bliver skudt i det offentlige rum, og vi sætter massivt ind for at fange de ansvarlige. Borgerne skal føle sig trygge og vide, at vi sætter hårdt ind over for bandernes kriminelle adfærd, sagde politidirektør Anne Tønnes i pressemeddelelsen 20. september..

Et af de værktøjer, politiet har taget i brug, er en visitationszone. Indenfor den oprettede zone kan betjente visitere folk og ransage biler uden forudgående mistanke.

Siden 20. september har der været mindst fem nye skudepisoder. Tilfældige borgere er blevet ramt, og det er uvist, om politiet kommer til at sætte gang i yderligere tiltag for at bremse konflikten.

Københavns Politi havde onsdag morgen ikke yderligere kommentarer til den igangværende konflikt.

Du kan herunder få et overblik over de seneste episoder

* Lørdag 15. september: En byge af skud hamrer mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret. Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

* Natten til tirsdag 18. september bliver der ifølge Ekstra Bladet affyret skud på Den Store Plads ved Mjølnerparken. Ingen personer bliver ramt.

* Tirsdag 18. september: Omkring klokken 21.15 jagter en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien skydes der ti gange. Ingen personer bliver ramt.

* Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han bliver ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-bandemedlem.

* Onsdag 19. september: Natten til onsdag bliver fem biler ramt af skud på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset i Hundige.

* Om aftenen går det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20.00 kommer en bil kørende, og nogen begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

* Natten til fredag 21. september opholder en 30-årig mand sig på Glostrup Torv sammen med en anden person, da en mand kommer løbende og affyrer flere skud fra en pistol. Den 30-årige bliver ramt i låret, men er uden for livsfare.

Gerningsmanden flygter i en sølvgrå bil, som muligvis er identisk med et køretøj, der senere er fundet udbrændt i Nordsjælland.

* Om aftenen fredag 21. september bliver en 19-årig person med formodet bandetilknytning og to tilfældige borgere ramt af skud ved Meinungsgade og Guldbergsgade på Nørrebro.

* Lørdag aften 22. september bliver der skudt på Landlyst Vænge i Ishøj. Der er ingen meldinger om sårede, men politiet beslutter efterfølgende at indføre visitationszone i dele af Ishøj.

* En tilsyneladende helt tilfældig mand bliver sent mandag aften 24. september fanget i krydsild på motorvejen ved Roskilde. På et tidspunkt mellem klokken 23.30 og midnat kørte manden på strækningen mellem afkørsel 13 og 12 i retning mod København, da en række skud pludselig tordnede mod hans bil. Efter episoden slår manden bremsen i og holder ind til siden.

* Tirsdag aften 25. september lyder der ifølge TV2 mellem fire og fem skud ved Skaffervej og Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. En person bliver ramt. Politiet vurderer, at episoden er relateret til den igangværende bandekonflikt.

Kilder: Københavns Politi og Ekstra Bladet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu