ANNONCE

Det begynder allerede i dag

25. december 2020 13:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Dagen efter juleaften har flere butikker allerede sat gang i udsalget

Det begynder allerede i dag
Hos blandt andre Magasin, Power og Elgiganten er januar-udsalget allerede begyndt - dog kun på nettet. Arkivfoto: Ritzau Scanpix.

Juleaften er kun lige overstået, og pakkerne pakket ud, før flere butikker har skudt det klassiske januarudsalg i gang i deres onlinebutikker.

Detailhandlen er nemlig lukket frem til 3. januar, og derfor bliver der ikke det sædvanlige julegavebytteri og udsalg fra den 27. december i de fysiske butikker.

Derfor har flere butikker allerede fredag – juledag – sat gang i udsalget, hvor de reklamerer for tilbud og store besparelser.

Elgiganten satte gang i online-udsalget torsdag morgen klokken 8, og fra den 27. december kan kunderne hente deres bestilte varer i Elgigantens varehuse.

Det fortæller Ditte Opstrup Andersen, der er kommunikationsansvarlig i Elgiganten.

– Vi vil gerne være tilstede for kunderne, og nu hvor vi har mulighed for at køre udsalg online, så kan vi jo lige så godt starte den 25. december. Der er jo ingen grund til at vente i år.

– Lige nu må vi jo også basere vores udsalg på onlinehandel, og så kan man så komme ned og afhente købte varer i varehusene fra søndag, siger hun.

Udsalgs-gult

Også Power og Magasins onlinebutikker er gået i udsalgsgult og reklamerer med store besparelser.

I flere butikker er det muligt at afhente bestilte varer fysisk ved udleveringssteder, selv om detailhandlen er lukket.

Ifølge pjece fra Sundhedsministeriet er det tilladt for pakkeshops og -udleveringssteder at holde åbent og udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel.

Ingen udfordringer

Elgiganten frygter ikke, at der vil komme prop i butikken den 27., hvor folk har haft mulighed for at shoppe i to dage.

– Vi har mange måneders øvelse og træning i at håndtere situationer som denne her, så vi forudser ingen udfordringer, siger Ditte Opstrup Andersen.

Detailhandlen – på nær en række butikker såsom supermarkeder, apoteker og kiosker – skal foreløbigt holde lukket til og med 3. januar 2021.

Fakta

Gode råd om udsalg

* Overvej, om det reelt er et godt tilbud. Undgå at fokusere alene på prisnedsættelsen, men vurdér, om varen er prisen værd

* Undersøg, om varen kan det, du har brug for og forventer, eller om den allerede er forældet ved købet

* Husk, at du i fysiske butikker normalt ikke har retur- eller ombytningsret, så du kan ikke aflevere varen igen, hvis du fortryder købet, eller varen ikke passer – medmindre det er aftalt ved købet.

* Tilbyder den fysiske butik normalt retur- eller ombytningsret, gælder det også udsalgsvarer, medmindre butikken gør specielt opmærksom på, at det ikke gælder udsalgsvarer.

* Køber du udsalgsvaren på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret.

* Du har altid to års reklamationsret – også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for prisnedsættelsen.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugsstyrelsen

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu