ANNONCE

Det bruger vi feriepengene til

4. oktober 2020 13:40 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Jysk og Salling melder om stor vækst i den første weekend, efter at danskerne har fået feriepenge udbetalt.

Det bruger vi feriepengene til
Salling Group, der blandt andet står bag Bilka og BR-kæderne, er en af flere virksomheder, der melder om øget salg i den første weekend, efter at mange danske lønmodtagere har fået udbetalt deres indefrosne feriepenge. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Et par klik med markøren eller fingeren, og så er de bestilt. Indenfor 10 dage udbetalt. De indefrosne feriepenge er også allerede godt i gang med at blive brugt. Flere store virksomheder melder, at udbetalingen af indefrosne feriepenge allerede er begyndt at virke ude i butikkerne.

Status var ifølge ATP fredag, at 1,6 millioner danskere har bestilt cirka 34 milliarder kroner af pengene. Det har været muligt at bestille feriepengene siden tirsdag morgen i den forgangne uge. Salling Group, der blandt andet står bag Netto, Føtex og Bilka samt BR-butikkerne, har over weekenden oplevet stor vækst i salget på tværs af kæder.

– Særligt i Bilka, hvor elektronik, blandt andet tv, har stået højt på danskernes indkøbsseddel. Samme billede gør sig gældende i BR, hvor der bliver handlet mere per kunde og for højere beløb end normalt, oplyser Salling Group i en skriftlig kommentar.

Markant højere

Hos Jysk, som er kendt for dyner, puder og boligtilbehør, kan feriepengene også mærkes, bekræfter kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen.

– Salget er markant højere end en normal weekend. Vi har solgt godt, siden feriepengene blev udbetalt.

Selv om det også spiller en rolle, at mange danskere fik løn op til weekenden, så vurderer kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen, at det øgede salg er påvirket af feriepengene.

Forstod det ikke

Hos onlinebutikken Coolshop har feriepengene sat gang i et overraskende salg, fortæller medejer Jacob Risgaard.

– Vi så lørdag, at der pludselig var gang i salget, faktisk 20 procent over en normal rigtig god lørdag. Vi forstod ikke, hvad der skete, indtil det gik op for os, at feriepengene var gået ind. Det ser ud, som om der bliver købt helt dyre julegaver. Der bliver købt legetøj, skønhedsprodukter og en masse Philips Hue LED-lamper, siger han.

I Elgiganten har der også været tryk på, fortæller administrerende direktør Peder Stedal.

– Vi har oplevet ekstraordinær travlhed siden fredag. Det harmonerer godt med de første udbetalinger af feriepenge, og vi har haft travlt i både varehuse og den digitale forretning. En lønningsdag påvirker salget i en vis retning, men de sidste dage har været ekstraordinært store, så vi ser en sammenhæng mellem de ekstra udbetalinger og den ekstra travlhed, siger han.

Køber dyrt

Ifølge informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen har koncernen oplevet over 20 procent mere onlinesalg på varer uden for fødevareområdet fra torsdag til og med lørdag.

– Vi har set en betydelig vækst på de lidt dyrere varer. Folk køber blandt andet køkkenmaskiner og møbler.

Det er dog for tidligt at sige, at det øgede salg udelukkende skyldes feriepengene, for det har også været lønningsdag. Desuden har Coop kørt forskellige kampagner, understreger han.

Gang i forbruget

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde for nylig i en pressemeddelelse, at det nu er tid til at sætte yderligere gang i forbruget. Derfor er en række borgere desuden tildelt 1000 kroner til at bruge.

– Dansk økonomi har som mange andre landes været påvirket af coronavirusset og er det fortsat. Derfor satte vi fra starten af krisen ind med hjælpepakker, som holdt hånden under rigtig mange arbejdspladser, og nu er tiden kommet til at sætte yderligere gang i forbruget.

– Det er jeg sikker på, at både engangstilskuddet og udbetalingen af feriepengene vil bidrage til, sagde han i en pressemeddelelse.

Fakta

Sådan får du feriepengene

En stor del af de danske lønmodtagere har siden tirsdag kunnet anmode om at få udbetalt en del af deres indefrosne feriepenge.

Pengene blev låst, da en ny ferielov blev indført, og skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension.

Men nu udbetales tre af de indefrosne fem uger før tid. Det skal være med til at sparke gang i forbruget under coronakrisen.

Men hvordan får du pengene udbetalt? Det kan du blive klogere på her:

* Frem til 1. december kan danskerne søge om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge.

* Har man pengene til gode, kan det ses og bestilles via borger.dk, hvor man logger ind med NemID.

* Her vælger man ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere. Enkelte grupper vil dog skulle ansøge via en blanket.

* Herefter vil man kunne se, hvor meget man kan få udbetalt. Beløbet vil være før skat. Det vil blive trukket, når de udbetales.

* Nogle arbejdsgivere har dog indbetalt feriemidlerne til en feriekasse, så der allerede er betalt skat.

* Pengene svarer til 12,5 procent af ens ferieberettigede løn i perioden 1. september 2019 til 31. marts 2020.

* Derefter skal man bekræfte en Tro & Love-erklæring om, at de oplysninger, man har givet, er korrekte, inden pengene kan bestilles, og man får en kvittering i sin e-Boks.

* Få dage efter modtager man et brev om, hvor mange penge der udbetales, og hvornår det sker.

* Der går op til syv hverdage, inden pengene tikker ind på ens NemKonto.

* Anmodes der ikke om at få pengene udbetalt, bliver de stående i LD Fonde. De udbetales automatisk ved folkepensionsalderen, eller hvis man forlader arbejdsmarkedet inden og her beder om dem.

* Feriepengene modregnes ikke i ens offentlige ydelser.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet, borger.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu