ANNONCE

-Det er så pinligt!

3. september 2020 14:00 | Af: Newsbreak.dk

Sidste år satte regeringen 40 millioner kroner af til at modtage 500 kvoteflygtninge. Men på årets finanslovsforslag er det beløb nul kroner

-Det er så pinligt!
Kvoteflygtninge får ingen penge den nye finanslov. Pinligt, siger Enhedslistens Rosa Lund. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

I Norge tager de imod 3000 kvoteflygtninge i år. I Sverige 5000. I Finland 850.

Imens har S-regeringen besluttet at tage imod 200, og dermed er Danmark for tiden det land i Norden, som tager markant færrest kvoteflygtninge – en gruppe flygtninge, der af FN vurderes til at have et særligt stort beskyttelsesbehov.

Nu viser det sig, at tallet kan komme endnu længere ned, skriver Kristeligt Dagblad.

I det nye finanslovsforslag, der blev offentliggjort i mandags, har regeringen afsat nul kroner til at tage imod kvoteflygtninge næste år.

Det kan ifølge støttepartierne SF, Enhedslisten og Radikale Venstre ikke læses anderledes, end at regeringen har en meget lille appetit på at få nye kvoteflygtninge til Danmark i 2021.

Og det vil få konsekvenser for finanslovsforhandlingerne, lyder det nu. Alle tre partier kræver, at Danmark næste år tager imod flere kvoteflygtninge, og at det skal afspejles i den endelige finanslov.

“Forståelsespapiret er klokkeklart: Danmark skal igen tage kvoteflygtninge. Det er regeringens ansvar, at de midler er på finansloven. Det er slet ikke noget, der skal forhandles om. Her skal regeringen bare levere,” udtaler Carl Valentin, udlændingeordfører i SF, i en skriftlig kommentar til Kristeligt Dagblad.

-Det er pinligt

Rosa Lund, udlændingeordfører i Enhedslisten, er vred over, at S-regeringen ikke som sidste år har sat penge af til at modtage og indkvartere kvoteflygtninge.

– Det er så pinligt. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at regeringen kan se sig selv i øjnene. 80 millioner mennesker er på flugt, flygtninge-lejre er overbefolkede, og nærområderne kan ikke mere. Hvis ikke Danmark kan tage nogen overhovedet, hvor er vi så kommet hen? siger hun, og fortsætter:

– Enhedslisten mener helt bestemt, at reserven til kvoteflygtninge skal fortsætte på finansloven. Det er jo aftalt i forståelsespapiret, at regering skal sige ja til kvoteflygtninge.

Om noget har de omstridte kvoteflygtninge, hvis beskyttelsesbehov er udpeget af FN’s flygtningeorganisation UNHCR, været en varm udlændingepolitisk kartoffel på Christiansborg i de seneste par år.

Støjberg sagde stop

Efter at Danmark i mange år havde taget omkring 500 kvoteflygtninge årligt, satte den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sig i 2016 for at tage en ”drastisk beslutning”: Et totalt stop for dansk modtagelse af kvoteflygtninge.

– Vi er ganske enkelt efter min mening fyldt op, lød det fra ministeren i Politiken, efter at over 20.000 personer i 2015 havde søgt om asyl i Danmark under flygtningekrisen.

Nogenlunde samtidigt blev det besluttet, at det udelukkende er udlændinge- og integrationsministeren, som hvert år bestemmer antallet af kvoteflygtninge, der kommer til Danmark.

Det runde nul på tælleren for kvoteflygtninge fortsatte i årene frem mod valgkampen.

Her åbnede først Lars Løkke Rasmussen (V) og siden Mattias Tesfaye (S) for, at Danmark igen skulle tage imod kvoteflygtninge.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu