ANNONCE

Det havde sin pris at interviewe Jes Dorph

2. februar 2021 15:58 | Af: Ritzau Fokus

- Jeg har ligget i fosterstilling i lange perioder, siger Mette Bluhme Rieck til fagbladet Journalisten

Det havde sin pris at interviewe Jes Dorph
Mette Bluhme Rieck har haft det svært efter sit omdiskuterede interview med Jes Dorph-Petersen. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Det har taget hårdt på Mette Bluhme Rieck, vært på DR1’s “Aftenshowet”, at hun i starten af januar blev hvirvlet ind i en massiv shitstorm efter et interview med tv-vært Jes Dorph-Petersen.

Det fortæller hun til fagbladet Journalisten.

I fosterstilling

I interviewet med Jes Dorph-Petersen gik Mette Bluhme Rieck kritisk til den folkekære tv-vært, som netop var blevet fyret fra TV2 på grund af anklager om seksuelle krænkelser – anklager, som han kalder løgne – og hurtigt begyndte det at vælte ind med negative kommentarer på Facebook.

Mette Bluhme Rieck blev blandt andet kaldt “smatso” og “hysterisk rejekælling”, og shitstormen har efterfølgende taget hårdt på hende psykisk.

– Jeg er ellers ikke sådan til at vælte, men jeg har ligget i fosterstilling i lange perioder efter interviewet, fortæller hun til Journalisten.

Til psykolog

Mette Bluhme Rieck har været til flere psykologsamtaler og haft det fysisk dårligt i tiden efter interviewet.

– Jeg har på en måde været under angreb, og kroppen glemmer altså ikke lige de kamphormoner, der bliver banket ud. Heller ikke selv om hjernen godt ved, at jeg bare passede mit arbejde og faktisk gjorde det rigtig godt, siger hun.

Står inde for interviewet

Mette Bluhme Rieck står i dag fuldstændig inde for interviewet, men hun efterlyser en bedre tone i debatten om MeToo.

– Uanset hvad man synes om det interview eller hvilket som helst andet interview eller vidnesbyrd, hører det ingen steder hjemme med de ord, som jeg eller de anonyme kvinder er blevet kaldt. Det sendte mig helt i knæ, siger hun til Journalisten.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu