Det her får faktisk folk til at sænke farten

26. januar 2020 06:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er ulovligt at køre for stærkt. Det alene får dog ikke folk til at sænke farten.

Det her får faktisk folk til at sænke farten
Flere af de bilister, der ellers ikke er blege for at køre for stærkt ved skoler, husker at sænke farten, hvis de ser en skolepatrulje. Genrefoto.

Danskere kører for stærkt alverdens steder, på motorveje, landeveje og sågar også skoleveje. Rådet for Sikker Trafik skriver dog i en pressemeddelelse, at man faktisk godt kan få bilister til at sænke farten på skoleveje. Løsningen er skolepatruljer.

Det er ellers ikke fordi, det er svært at finde eksempler på bilister, der har kørt alt for stærkt på en skolevej. I november 2019 knaldede politiet eksempelvis en bilist i Tommerup, på Skolevej der går lige forbi Tommerup Skole. Bilen kørte 123 kilometer i timen på en strækning, hvor man må køre 50 kilometer i timen.

Artiklen fortsætter under videoen 

Eksemplet er dog langt fra enestående, og for høj fart er en af årsagerne til, at politiet år for år har betjente ude og holde øje med trafikken i forbindelse med skolestarterne.

Derfor må det vække glæde hos forældre landet over, at skolepatruljer åbenbart har en god effekt på farten på vejen med landets skole.

Rådet for Sikker Trafik skriver i pressemeddelelsen, at næsten 8 ud af 10 bilister, der i en undersøgelse erkender, at de kører for stærkt på skoleveje, sænker farten, når de møder en skolepatrulje.

Rådet for Sikker Trafik har fået undersøgelsen udarbejdet sammen med LB Forsikring. Her har 18% af adspurgte bilister svaret, at de inden for de seneste tre måneder har kørt for stærkt en eller flere gange på en skolevej.

De samme bilister siger dog også, at skolepatruljerne får dem til at fjerne foden fra speederen.

Frivillige fejres

Landets skolepatruljer bliver fejret for deres indsats i uge 5, og i år er der altså virkelig noget at fejre.

– Det skaber utryghed for børn og forældre, når der er nogle, som ikke overholder hastighedsgrænsen på skoleveje, men det er positivt, at bilisterne sætter hastigheden ned, når de ser en skolepatrulje. Det understreger vigtigheden af skolepatruljernes arbejde, og derfor bliver de fejret landet over i uge fem, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i pressemeddelelsen.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt, at flere skolepatruljeelever desværre har oplevet trafikanter, der opførte sig ubehageligt over for dem, når de var på arbejde.

I den forbindelse besøgte redaktionens udsendte Vestre Skole i Grindsted for at tale med Annika Kobbelgaard, der var en del af skolens skolepatrulje, og hun kunne heldigvis ikke fortælle om rædselsoplevelser som en del af det frivillige arbejde.

– Der er mange, der for eksempel kommer og siger tak om morgenen og virker til at være ret glade for, at at vi står her. Og der er faktisk nogle af bilisterne, der giver tommel op, sagde Annika Kobbelgaard til Newsbreak.dk.

Rådet for Sikker Trafik skriver, at landets skolepatruljer bliver fejret i uge 5, og at kampagnen hedder “Den Sureste Uger,” fordi netop uge 5 ofte er en af de værste uger, rent vejrmæssigt, at stå skolepatrulje.

Kommuner, skoler og politi har tænkt sig at sige tak til de mange frivillige med skulderklap, varm kakao, morgenmad og meget andet ude på landets skoler flere steder i landet.

Bilister, der skal forbi skolerne, kan sige tak ved at køre pænt, uanset ugenummeret.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu