Det her har børn kun godt af

10. marts 2019 06:03 | Af: Ritzau Fokus

Naturen er både gavnlig for børns fysiske og mentale helbred, viser forskning. Og det behøver ikke at være et stort projekt at komme udenfor.

Det her har børn kun godt af
I Sverige har man set en faglig fremgang hos skolebørn, der var meget udendørs. Og amerikansk forskning har vist, at naturbørn er tilbøjelige til at blive mere miljøbevidste som voksne. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Det er ikke bare hyggeligt at pakke rygsækken og tage på tur med familien – udetiden kan ligefrem gavne børns mentale og psykiske velbefindende.

I forhold til barnets udvikling og sundhed ved man for eksempel, at naturen kan spille en positiv rolle, forklarer Søren Præstholm, der er leder af Center for Børn og Natur ved Københavns Universitet.

– Naturen inspirerer børn til at være aktive og gå på opdagelse. Eksempelvis ved vi fra legeforskning, at bakker, træer og naturens krumme linjer inspirerer børn til at være nysgerrige og udvikle sig, siger han.

Naturen sætter nemlig ikke bare skub i legen, men giver også ro i sjælen.

Fra studier af voksne ved man i hvert fald, at naturen har en afstressende effekt, forklarer Søren Præstholm.

– Der er en række forskere, som peger på, at vi har brug for naturen, fordi den gør noget andet ved vores opmærksomhed. Vi restituerer bedre i naturen, og vi stresser ned i naturen, siger han.

Matematik i det fri

I skolesammenhæng kan naturen også være gavnlig for indlæringen, påpeger Søren Præstholm.

Svensk forskning fra Linköpings universitet har påvist en faglig fremgang hos elever, som flyttede hver fjerde matematiktime udenfor.

I et større perspektiv kan naturkontakt i barndommen styrke, at man bliver mere miljøbevidst som voksen. Selv om det er svært at dokumentere, så peger amerikanske studier i den retning, siger Søren Præstholm.

Samme besked lyder fra Ole Laursen, der er kandidat i pædagogik og biologi fra Danmarks Pædagogiske Universitet og aktuel med børnebogen “Min Naturbog”.

– Desuden er det smaddergodt socialt og for familien at være udenfor, siger han.

Det skal være sjovt

Både Søren Præstholm og Ole Laursen råder derfor til, at man prioriterer udelivet med børnene. Og det behøver slet ikke at være så kompliceret.

– Det skal ikke være en sur pligt, det skal være sjovt. Og der kan godt være nogle barrierer, man lige skal over. Eksempelvis kan det være godt at starte på en naturlegeplads, hvor der typisk også kan være andre børn, siger Søren Præstholm.

Man skal heller ikke være så bange for at dyrke årstiderne og uforudsigeligheden, mener Ole Laursen, der også er tidligere leder af Skoletjenesten hos Danmarks Naturfredningsforening.

– Det kan godt være, at det er koldt udenfor, at man snitter sig i fingeren, eller at det er farligt at kravle op i et træ. Men det hører med til et spændende børneliv, at vi som voksne ikke får lov til at overbeskytte hele tiden, siger han.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu