ANNONCE

Det her må kommuner ikke: Men flere gjorde det

22. marts 2020 20:30 | Af: Newsbreak.dk

Coronakrisen rammer anbragte børns mulighed for fysisk samvær med deres forældre. Flere kommuner har i sidste uge aflyst samvær – i nogle tilfælde uden hjemmel i loven.

Det her må kommuner ikke: Men flere gjorde det
Nye tider betyder nye love og nye fortolkninger af disse. Genrefoto.

Flere kommuner har besluttet at udskyde eller aflyse anbragte børns samvær med deres forældre for at begrænse smitten af coronavirus. I flere tilfælde er beslutningen om at suspendere samværet blevet taget uden hjemmel i lovgivningen. Det erkender Social- og Indenrigsministeriet over for Dagbladet Information.

-Også for kommunerne har det været en ny og svær situation at forholde sig til, og derfor lavede nogle kommuner hurtigt retningslinjer for at forsøge at begrænse smitten, skriver ministeriet i et svar til Information.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Helt konkret har flere kommuner truffet en generel beslutning om at aflyse alt samvær mellem forældre og deres anbragte børn for at undgå smitte. Men ministeriet understreger, at -lige nu er der ikke sundhedsfagligt grundlag for generelt at suspendere anbragte børns samvær med biologiske forældre.

Ministeriet oplyser, at det ikke har kendskab til alle de kommuner, der måtte have tolket reglerne forkert, men nævner konkret to, nemlig Randers og Lolland kommuner. Kommunerne kontaktede selv ministeriet i forrige uge, hvorefter de ændrede praksis.

Fire familier fortæller samme historie

Herudover har Information været i kontakt med fire familier fra hver sin kommune, som alle fortæller, de fik at vide, at ikke måtte have samvær de næste to uger på grund af coronakrisen.

Ministeriet oplyser, at de nu har udsendt klare retningslinjer, så kommuner ikke kommer til at handle i strid med gældende regler. Det har fået Haderslev Kommune til nu at -gennemgå alle sager og vurdere på henholdsvis smitterisiko og folk i risikogrupper i hver eneste sag, skriver Charlotte Veilskov i en mail til Information.

På baggrund af coronaloven, som blev hastevedtaget torsdag i sidste uge, har ministeriet onsdag udsendt en ny midlertidig bekendtgørelse. Den åbner for, at en kommunalbestyrelse nu kan træffe afgørelse om, at et planlagt samvær – som barnet ellers har lovfæstet ret til – -midlertidigt udøves på anden måde, herunder ved elektronisk kommunikation, eller at samværet midlertidigt suspenderes.

Ekspert ser på sagen

Bekendtgørelsen trådte i kraft fra onsdag formiddag klokken ti med den betingelse, at det sker på baggrund af en individuel og konkret vurdering af hver enkel familie.

Men i Skive Kommune oplevede et forældrepar at modtage et brev fredag den 13. marts, hvori kommunen oplyste, at den nu havde besluttet, at der ikke kunne ske afvikling af samvær de næste to uger, hvorfor -alle samvær på den baggrund blev indstillet til og med den 29. marts 2020.

John Clausen, professor i socialret på Aalborg Universitet, har læst brevet og vurderer på den baggrund, at der er truffet en beslutning på baggrund af den generelle situation omkring coronavirus.

-Det lyder ikke som en konkret vurdering, siger han til Information.

Skive Kommunes direktør for Familie- og Kulturforvaltningen, Jan Lund-Andersen, skriver i en mail til Information, at der, inden kommunen modtog de nye retningslinjer fra Social- og Indenrigsministeriet, har -været meldt nogle midlertidige generelle retningslinjer ud til forældrene om samvær.

Ifølge Jan Lund-Andersen har der -alene været indgået frivillige aftaler.

-Det har således ikke været nødvendigt at træffe egentlige afgørelser. I så fald skulle der selvfølgelig have været foretaget konkrete og individuelle vurderinger, tilføjer han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu