ANNONCE

-Det var det ultimative

28. november 2020 21:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Den 24-årige molekylærbiologi-studerende Mads Eg Andersen satte alt ind i jagten på titlen og trofæet.

-Det var det ultimative
Mads Eg Andersen vandt finalen i Den Store Bagedyst. Foto: DR.

Efter en pragtsæson satte Mads Eg Andersen kronen på værket og kunne lørdag aften lade sig kåre som vinderen af “Den store bagedyst” anno 2020.

– Det hele stoppede et sekund. Det var helt vildt overvældende. Det var det ultimative. Det betyder virkelig meget for mig, lyder reaktionen derpå fra Mads Eg Andersen.

Artiklen fortsætter under videoen

– Selvfølgelig har drømmen hele tiden været at gå hele vejen, selv om jeg tog det program for program, jubler den nykårede kage-connaisseur.

Bagebraget stod mellem Mads Eg Andersen, Lena Thorsson og Anne Kirstine Thirstrup, men det blev altså den 24-årige molekylærbiologi-studerende, som snuppede titlen og trofæet.

Ingen tvivl

Efter tre intense finaleudfordringer bestående af en flerfarvet glaze-kage, en grafisk passionsfrugtkage i den hemmelige udfordring og til sidst et mesterværk, som skulle tage udgangspunkt i en sang, var der ingen tvivl i teltet hos dommerduoen Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

Inspireret af Xavier Rudds sang “Follow the Sun” kreerede Mads Eg Andersen en kuglebane af chokolade og en kage-installation med lys.

Netop installations-kager har kendetegnet Mads Eg Andersens mesterværker.

I det første program imponerede han dommerne med en svævende astronautkage, og gennem sæsonen har han også haft 3D-printede forme med.

Dramatisk

Finalen var dog ikke uden dramatik. Anne Kirstine Tirstrup snublede undervejs og måtte have is og forbinding om sin fod.

Mads Eg Andersen bøvlede med en boblende chokolademousse, som gav glazen et ujævnt udtryk.

Det er ellers en teknik, han har mestret i tidligere programmer.

Men man er som bekendt ikke bedre end sin sidste kage.

– Jeg ville helst ikke græde i bagedysten, men det endte jeg alligevel med. I finalen handlede det ikke om at overleve, men om at være den bedste, siger han og uddyber:

– Det har været en kæmpe drøm at være med, så jeg har øvet vildt meget og ville rigtig gerne præstere. Der ligger virkelig meget tanke og energi i de kager. Det kan lidt sammenlignes med en sportsudøver, som træner op til et mål, og når det så går galt, så er det klart, at man bliver ked af det, fordi der er så mange følelser på spil.

Studie på pause

Det har krævet tid, kreativitet og kræfter at nå titlen og trofæet som vinderen af “Den store bagedyst”.

Mads Eg Andersen valgte endda at sætte sit studie på Aarhus Universitet på pause for at hellige sig “Den store bagedyst”.

– Jeg har normalt en stor appetit og spiser rigtig meget, men det var en hård tid, og jeg var så stresset og presset, at jeg tabte mig i perioden.

– Jeg ser ret tynd ud i ansigtet i de sidste programmer. Jeg er jo vant til at sidde at læse hele dagen, og her bevægede man sig også rigtig meget rundt, så det var en omvæltning for mig, siger han med et grin og tilføjer:

– Jeg var heldigvis god til at sove om natten og kunne også sagtens tage en time eller to på sofaen med min kæreste og puste ud og lave noget helt andet mellem programmerne.

Med mor i køkkenet

Mads Eg Andersen har altid været med sin mor i køkkenet og selv bagt pandekager, chokoladekager og kanelkager.

De seneste år intensiverede interessen sig for mere avancerede metoder og teknikker, og derfor gik han all-in i kagekonkurrencen og satte studiet på pause.

– Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og noget, jeg aldrig kommer til at opleve igen, så jeg ville komme til at fortryde det resten af mit liv, hvis jeg ikke gav den alt, hvad jeg havde.

– Jeg ville være så ærgerlig over at give manglende tid skylden for at ryge ud.

Kombination

Kort tid efter at han vandt “Den store bagedyst”, vendte han tilbage til studiet og er nu i gang med kandidaten i molekylærbiologi.

Mads Eg Andersen drømmer om at kunne kombinere videnskab med gastronomi, og der har allerede været et par forespørgsler ude på samarbejder, inden at sidste afsnit af bagedysten løb over skærmen.

Det har heldigvis ikke været vanskeligt at holde sejren hemmelig.

Trofæet har været pakket ind i et viskestykke og ligget bagest i skabet. Nu kan det endelig komme frem at stå i lejligheden i Aarhus.

– Jeg har gjort det til lidt af en sport og syntes, det har været sjovt, at folk ikke skulle have noget at vide. Derfor har jeg også underspillet det og sagt, at man jo kan have en dårlig dag og ryge ud, fortæller han.

Med familie og tætte venner

Mads Eg Andersen så finaleafsnittet med familien og de tætteste venner. Før var det kun hans forældre, søsteren og kæresten, som vidste, at han havde vundet kagekonkurrencen.

Især hans kæreste kan mærke, at han ikke kun har udviklet sine kagekundskaber. I finaleprogrammet fortalte hun, hvordan hun også mærker en personlig udvikling, og den nikker Mads Eg Andersen genkendende til.

– Jeg tror, jeg er blevet lidt mere åben og udadvendt. Jeg kan stadig godt være lidt distræt, og derfor troede jeg faktisk også, at jeg nok ikke ville komme med i programmet.

– På den front har jeg udviklet mig, men jeg føler, at jeg stadig har haft mig selv med i det. Mesterværket i finalen var også bare så meget mig, jubler den nykårede vinder.

“Den store bagedyst” vender tilbage næste år.

Drømmer du om at gøre Mads Eg Andersen kage-kunsten efter, er der ansøgningsfrist den 3. januar 2021, oplyser DR.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu