Det ved vi om terrorangrebene i København

15. februar 2015 20:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Det ved vi om terrorangrebene i København
Foto: Martin Sylvest/Scanpix.
Del:
Foto: Martin Sylvest/Scanpix.

Foto: Martin Sylvest/Scanpix.

Weekendens angreb i København er af myndighederne blevet betegnet som terrorhandlinger.

Lørdag eftermiddag blev en 55-årig mand dræbt og tre betjente såret under et skyderi ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. Natten til søndag blev en 37-årig mand dræbt foran synagogen på Krystalgade i Indre By. Her blev to betjente såret.

Det er angiveligt den samme gerningsmand, der står bag de to angreb, og begge gange flygtede han fra stedet til fods.

Det ved vi om den formodede gerningsmand:

Flere kilder oplyser navnet på den 22-årige formodede gerningsmand til Berlingske og BT søndag aften. Der er tale om Omar Abdel Hamid El-Hussein, der er født og opvokset i Danmark.

Ifølge Berlingskes oplysninger blev han for blot to uger siden løsladt fra fængslet, hvor han afsonede en dom for grov vold.

I 2013 var Omar Abdel Hamid El-Hussein ligeledes i politiets søgelys efter et groft knivstikkeri ved Ny Ellebjerg Station, som han senere blev anholdt og dømt for.

Mandens identitet er kendt af politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET), men myndighederne har søndag aften fortsat ikke bekræftet, at Omar Abdel Hamid El-Hussein står bag angrebene.

Tidligt søndag morgen skød og dræbte politibetjente den 22-årige mand ved Nørrebro Station.

PET kendte den formodede gerningsmand i forvejen, men vil ikke fortælle, om han blev overvåget, eller hvorfra de kender ham.

Politiet har fundet »et langt våben«, som man mener, har været brugt til skyderiet mod Krudttønden.

Politiet fortæller, at den formodede gerningsmand kan have hentet inspiration fra de terrorangreb, der fandt sted i Paris i sidste måned.

Det ved vi om skyderiet på Nørrebro:

Politiet fik lørdag aften et tip om, at en taxa havde sat en mand af på Nørrebro.

Omkring klokken 23 lørdag aften fik politiet – via en ansat i et ejendomskompleks – adgang til overvågningskameraer.

Her kunne politiet se en taxa med den formodede gerningsmand ankomme til adressen lørdag klokken 16.15 – kort efter skyderiet på Østerbro, der fandt sted omkring klokken 15.30. Videooptagelserne viser også, at manden forsvandt igen klokken 16.37.

Derefter blev adressen holdt under observation af Politiets Aktionsstyrke. Der skete ikke noget på adressen i de efterfølgende fem timer.

Klokken 4.50 natten til søndag observerede betjente, at manden vendte tilbage til området.

Manden blev råbt an, men han stoppede ikke. I stedet svarede han igen ved at åbne ild mod politiet.

Han blev derefter skudt og dræbt af betjente.

Det ved vi om angrebet i Krystalgade:

Omkring 80 mennesker var natten til søndag samlet til en konfirmationsfest i et menighedshus bag den jødiske synagoge i Krystalgade i det indre København.

Den formodede gerningsmand ankom kort før klokken 01 til synagogen og løsnede flere skud.

En 37-årig jødisk mand blev ramt i hovedet foran synagogen. Han var medlem af den jødiske menighed og udførte adgangskontrol til konfirmationsfesten. Manden er afgået ved døden.

To betjente foran synagogen blev ramt i henholdsvis arm og ben. De er begge uden for livsfare.

Gerningsmanden flygtede til fods efter skyderiet. Han blev beskrevet som: Mand, iført sorte bukser og sorte sko. Han var desuden iført en lysegrå jakke med flerfarvede lyse felter.

Det ved vi om angrebet på debatmødet på Østerbro:

Den svenske tegner Lars Vilks og den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, var blandt deltagerne lørdag til et debatmøde på Østerbro i kulturhuset Krudttønden under titlen »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed«.

På vej ind til mødet blev alle tjekket af en metaldetektor.

Klokken 15.33 fik politiet det første alarmopkald om skud på stedet.

Gerningsmanden affyrede en række skud ind i Kulturhuset. Formentlig med maskinpistol eller maskingevær.

Manden beskrives af politiet således:

»Mand, 25–30 år, cirka 185 centimeter høj, atletisk af bygning med arabisk udseende, men med lysere hud end normalt og med sort, glat hår. Han var iført en sort eller mørkeblå skijakke og matchende bukser og formodentlig handsker. Han havde dækket nederste del af ansigtet helt op til øjnene med et partisan-tørklæde i farverne gul/orange og rød. Han medbragte en sort maskinpistol/maskingevær.«

Lars Vilks flygtede ud i køkkenet, da angrebet begyndte, oplyser vidner.

Øjenvidner fortæller, at politiet svarede igen med skud.

Antallet af afgivne skud er ikke kendt, men omtales af vidner som 20-40 skud.

En civil tilhører på 55 år blev dræbt under skudvekslingen.

Tre politimænd – to livvagter fra PET og en betjent fra Københavns Politi – blev såret af skud. Ingen af dem kritisk. De tre betjente er såret i henholdsvist skulderen, benet og lysken. De pårørende er orienteret.

Gerningsmanden stak af fra Krudttønden, stoppede en bilist og stjal en bil. Det var en mørk VW Polo, med registreringsnummer AT 25919, og gerningsmanden kørte ad Jagtvej. Bilen blev senere fundet på Borgervænget ved nummer 25 på Østerbro. Politiet har undersøgt den for spor.

Nedenunder kan du se grafikken over terrorangrebene…

Grafik: BNB.

Grafik: BNB.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu