Dette tilbud er for godt til at være sandt

19. februar 2019 06:17 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Coop advarer danskere mod at forsøge sig med held i en konkurrence. Den har intet med Coop at gøre.

En konkurrence, der deles flittigt på Facebook, er falsk. Den lover deltagelse i en lodtrækning om at vinde adgang til at tømme en Super Brugsen, men det har ingen hold i virkeligheden, skriver Coop på sin Facebook-profil.

Helt konkret er det Facebook-siden Gift Basket, der påstår, at du kan vinde et gavekort på hele 10.000 kroner, men Coop, der ejer Super Brugsen, afviser altså. “Kampagnen udnytter Coops varemærker, men er på ingen måde relateret til Coop eller SuperBrugsen. Hvis man klikker på kampagnen, kan der være risiko for, at computeren eller mobilen får en virus installeret”, skriver Coop.

Det er så absolut ikke første gang, Coops gode navn misbruges i diverse svindel øjemed. Tværtimod. Jens Juul Nielsen, der er informationschef hos Coop Danmark har tidligere bekræftet, at de er opmærksom på problemet.

– De her falske mails er ikke noget, som vi er specielt ramt af. Det er noget, som mange virksomheder er ramt af, men det er dybt generende. Men vi har oprettet en side på vores hjemmeside, som gør, at kunderne kan se, hvorvidt mailen er en reel mail eller spam, sagde han til Newsbreak.dk i september.

Peter Kruse, der er sikkerhedsekspert hos CSIS og blandt andet teknisk rådgiver for både Interpol og Europol mener, at svindlerne leder efter virksomheder, som danskerne i høj grad har tillid til.

– Svindlere forsøger at udnytte brands, vi som forbrugere har tillid til. I Danmark handler vi meget på nettet, og modtager vi eksempelvis en mail fra “Netflix” på korrekt dansk, hvor firmaet oplyser, at vi skal opdatere betalingskortoplysninger, så ved svindlerne, at nogle gør det, har han tidligere sagt til Newsbreak.dk

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu