DF afviser løftebrud efter kommunal spareplan

3. juli 2015 22:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
DF afviser løftebrud efter kommunal spareplan
Rene Christensen, Dansk Folkeparti. Pressefoto.
Rene Christensen, Dansk Folkeparti. Pressefoto.

Rene Christensen, Dansk Folkeparti. Pressefoto.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), sagde under valgkampen, at partiet ikke tror på nulvækst. Og Pia Kjærsgaard (DF) sagde om Venstres planer om udgiftsstop, at »det kommer ikke til at ske«.

Alligevel støtter Dansk Folkeparti den økonomiaftale, regeringen fredag indgik med Kommunernes Landsforening, der lægger op til milliardbesparelser i landets 98 kommuner. Ifølge Enhedslisten er det et klokkeklart løftebrud, men det afviser Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen (DF).

»Det er ikke en aftale, Dansk Folkeparti har indgået. Vi har ikke været til en eneste forhandling om kommunernes økonomi. Vi anerkender det forløb, der har været. Det vil vi gøre med en rød regering, og det gør vi med en blå regering,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Aftalen forhandlere fra kommunerne og regeringen, og når kommunerne selv har accepteret aftalen, mener René Christensen ikke, at DF skal blokere for den.

Derfor vil Dansk Folkeparti stemme ja, når aktstykket om kommunernes økonomi skal til afstemning i Folketingets Finansudvalg.

Det er det, der får Enhedslistens Finn Sørensen (Ø) til at beskylde DF for løftebrud. Han håbede nemlig, at partiet ville stemme nej til aktstykket sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten.

René Christensen erkender, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til en aftal, der ikke er i overensstemmelse med partiets politik:

»Det er rigtigt, at hvis det havde været en politisk aftale, så havde den ikke set sådan her ud,« siger han.

Finansordføreren glæder sig over, at kommunerne i aftalen er blevet lovet, at de får returneret en stor del af pengene, som skal spares, og at der er lavet en aftale om, at de fattigere kommuner kan få tilført midler fra en pulje på 500 millioner kroner.

Og så noterer han sig, at aftalen kun gælder for et år:

»Vi glæder os til at tage hul på de politiske forhandlinger om kommunernes økonomi for 2017 og 2018,« siger René Christensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu