Din hund er i fare: Farlig hundemad solgt i DK

26. marts 2019 19:22 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Din hund kan blandt andet få nyresvigt af maden.

Fødevarestyrelsen advarer nu mod flere slags hundemad, der kan have forhøjet indhold af D-vitamin.

Så højt, det kan have uoverskuelige helbredsproblemer for din hund.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om hundemad fra firmaet Hill’s. Du kan se de forskellige slags i galleriet over artiklen.

Efter at analyser har vist forhøjede mængder D-vitamin i flere typer vådfoder fra Hill’s Pet Nutrition, tilbagekalder virksomheden nu flere varianter af deres hundemad på dåse, oplyser Fødevarestyrelsen.

“Produkterne er solgt hos dyreklinikker i hele Danmark og kan give alvorlige helbredsproblemer”, står der videre.

Kundehenvendelse

“Hill’s Pet Nutrition fik indsigt i det mulige forhøjede niveau af D-vitamin i nogle vådfoder produkter til hunde efter en kundehenvendelse i USA, hvor en hund viste tegn på forhøjet D-Vitamin. Vores yderligere undersøgelser viste også, at mængderne af D-Vitamin var forhøjet, hvilket skyldes en fejl hos en leverandør”, skriver Hill’s Pet på sin hjemmeside.

Forskellige symptomer

Symptomer på D-vitaminforgiftning kan være nedsat appetit og vægttab samt øget tørst, savlen og vandladning.

D-vitamin-forgiftning kan i alvorlige tilfælde medføre nyresvigt.

Dyrlæge Niels Filtenborg-Barnkob er medlem af Den Danske Dyrlægeforenings faggruppe Familiedyr. Han forklarer til Ritzau, at for meget D-vitamin skader hundens evne til at bearbejde kalk i kroppen.

– Det vil sige, at der bliver mobiliseret for meget, som kan give nyreproblemer, siger han og fortsætter.

– I værste fald kan det føre til nyresvigt, som i yderste konsekvens kan medføre døden.

Man bør derfor holde øje med sin hunds opførsel.

– Det der typisk sker, det er, at hunden kaster op men ikke spiser noget. De bliver trætte og går og hænger. Og så drikker og tisser de usædvanligt meget, siger Niels Filtenborg-Barnkob.

Fødevarestyrelsen opfordrer hundeejere til at kontakte deres dyrlæge, hvis deres hund har spist vådfoder fra Hill’s Pet Nutrition og har symptomer på D-vitaminforgiftning.

Det har ikke været mulig for Newsbreak.dk at få kontakt til Hill’s Pet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu