ANNONCE

Overraskende nyt om din pensionsopsparing

24. december 2020 15:15 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En typisk pensionsopsparing er i 2020 vokset fem-otte procent hos landets største pensionsselskaber.

Selv om 2020 har budt på coronaudbrud og det største tilbageslag for verdensøkonomien siden finanskrisen, er danskernes pensionsopsparinger vokset.

For en typisk pensionskunde med 20 år til pension, der har valgt middel risiko for sin opsparing, er pensionen steget med fem-otte procent i 2020 med få dage tilbage af året.

Det viser opgørelser fra Danica, PFA og Velliv, der er de tre største pensionsselskaber i Danmark.

Hos Danica lyder afkastet på knap otte procent for en typisk pensionskunde.

Hvis man havde en million kroner i opsparing ved årets start, var opsparingen skrumpet med over 200.000 kroner, da det stod værst til på aktiemarkedet i marts.

Har man haft is i maven og ikke ændret strategi undervejs, vil resultatet ved årets udgang være et afkast i underkanten af 80.000 kroner.

Investeringsdirektør Poul Kobberup fra Danica betegner 2020 som et ekstremt år.

– Det har været et af de mest turbulente år, jeg har oplevet, med en helt ukendt sundhedskrise og ekstremt voldsomme og hurtige bevægelser på markedet.

– Man har virkelig skullet holde tungen lige i munden, siger han.

Godt for aktiemarkedet

Han vurderer, at aktiemarkedet har klaret sig godt, fordi regeringer og centralbanker verden over har skudt enorme summer i hjælpepakker.

– Det har lagt en solid bund under finansmarkederne.

– Samtidig har vi fundet en vej med corona, hvor samfundet har kunnet fungere, og vi kan se, at der er en vaccine på vej, siger Poul Kobberup.

Samme vurdering kommer fra Kasper Arndt Lorenzen, der er investeringsdirektør hos PFA.

– Det er et udtryk for, at det ikke er endt så galt for væksten i verdensøkonomien, som man kunne have frygtet.

– Samtidig har centralbanker og politikere iværksat gigantiske programmer, som har trukket aktiemarkederne op, siger han.

Han nævner samtidig, at aktiemarkedet typisk tager glæder på forskud.

– Aktierne bliver prissat ud fra forventninger, hvor man kigger frem i tid, og nu har vi en vaccine, der er ved at blive rullet ud, og kan derfor se lyset for enden af tunnelen. Det afspejler aktierne, siger Kasper Arndt Lorenzen.

2020 har dog ikke været i nærheden af 2019, der i procent bød på et afkast på den gode side af 15 procent for en typisk pensionskunde.

Fakta

Tidlig pension

  • Danskere i alle aldersgrupper drømmer om at forlade arbejdsmarkedet før tid, men det fylder mere for aldersgruppen 18-35 år.
  • Således ønsker 38 procent af de unge at forlade arbejdsmarkedet som 60-årig eller tidligere, mens det for alle de adspurgte er 31 procent.
  • Danskerne forventer dog først at kunne trække sig tilbage som 66- eller 67-årig.
  • Folkepensionsalderen er lige nu 65,5 år, men den stiger løbende til 68 år frem mod 2031.
  • Ifølge prognoserne vil folkepensionsalderen for den unge aldersgruppe ligge på omkring 73 år.

Kilde: Epinions-undersøgelse for PFA Pension.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu