Din telefon er guf for hackere – sådan beskytter du den

21. februar 2017 11:55 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Din smartphone er et oplagt mål for virus. Se, hvordan du undgår at blive smittet.

Vi har efterhånden et utal af gange fået tudet ørerne fulde med, hvordan vi skal beskytte os mod hackere og kriminelle, der vil ind i vores computere.

I og med, at vores telefoner nu er i samme kategori, små computere, vi kan have med os overalt, er det ikke kun den stationære eller bærbare derhjemme, der skal tages hånd om: Vores smartphones er nemlig også modtagelige for de digitale kriminelle.

Installer antivirus

– Telefonen er i stigende grad mål for virus og farlige apps, især hvis du bruger Android. Derfor vil jeg faktisk anbefale, at man installerer et antivirusprogram, siger Rasmus Theede, formand for Rådet for Digital Sikkerhed og tilføjer:

– Tidligere sløvede antivirus telefonen, men nu er telefonerne så hurtige, at det ikke er et problem. Og vi ser altså, at mobile apps med virus i bliver mere og mere udbredt.

Android mere udsat

Ifølge Rasmus Theede er det især Android-ejerne, der skal være påpasselige, på grund af den måde styresystemet er sat sammen på.

Ud over at passe på og tænke sig om, før man klikker på noget mistænkeligt, har Rasmus Theede en række råd til at øge sikkerheden på sin smartphone:

– Man skal tage backup, man skal have kode på telefonen, og så skal man begrænse hvilke data, der ligger på telefonen. Der er mange, der har en note liggende med deres passwords eller har taget billeder af NemID eller andre koder, og det er unødvendigt. Hvad der ikke ligger på telefonen, kan ikke blive stjålet, siger Rasmus Theede.

Pas på åbne netværk

Pernille Tranberg, som rådgiver i dataetik hos DataEthics Consulting, påpeger sikkerhedsrisikoen, hvis du bruger et åbent wi-fi-netværk eksempelvis på en café. Det tillader nemlig, at andre, hvis de er lidt fikse på tastaturet, kan hente dine ting fra telefonen ned på en computer.

Hun råder til, at man i så fald gør brug af en VPN-tjeneste, som krypterer trafikken mellem telefonen og det åbne wi-fi-netværk.

Man kan købe sig til en VPN-tjeneste, eller man kan benytte den norske browser “Opera”. Her kan man i indstillingerne vælge at slå en VPN-tjeneste til.

Bruger du en VPN-tjeneste, kan andre heller ikke spore, at du sidder i Danmark, du kan faktisk klikke et andet land af.

– Det du ydermere kan med en VPN-tjeneste, det er at opnå bedre priser, fordi du selv kan selv bestemme din lokation. Hvis du skal leje en bil i Spanien, så kan hjemmesiden med det samme se på din IP-adresse, at du sidder i Danmark, og så kan den målrette priserne efter det. Men med VPN-tjenesten kan du sætte den til, at du sidder i Tyskland – og så får du billigere priser, forklarer Pernille Tranberg.

I galleriet over artiklen har vi samlet tre gode – og simple – råd, der kan beskytte din telefon. Og i sidste ende dig. 

Kilder: Rasmus Theede og Pernille Tranberg.

/ritzau/FOKUS

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu