ANNONCE

Disse danskere risikerer nu tvungen ferie

12. marts 2020 15:51 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

3F og Horesta giver virksomheder og tillidsvalgte lov til at afvige fra overenskomster.

Disse danskere risikerer nu tvungen ferie
Arbejder du i den berørte del af branchen, risikerer du at gå på ferie, om du vil det eller ej, i den kommende tid. Genrefoto.

For at undgå konkurser og fyringer på hoteller og restauranter bliver det nu gjort muligt at afvige fra overenskomsterne i en midlertidig periode.

Det er der enighed om mellem fagforeningen 3F og Horesta, der repræsenterer virksomheder i branchen. Det oplyser de to organisationer.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Det betyder helt konkret, at der på de enkelte arbejdspladser vil være mulighed for at lave lokale aftaler, som ikke lever op til overenskomsterne.

Det kan for eksempel give mulighed for, at der bliver lavet aftaler mellem arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter om, at ansatte skal afholde ferie eller tage på efteruddannelse.

Det skal være med til at sikre, at den enkelte virksomhed kan overleve, og at færrest muligt mister deres job.

Det er en alvorlig situation

Tiltaget skyldes, at hoteller og restauranter har været presset økonomisk af coronavirusset.

Der kommer færre turister, og folk går mindre ud at spise. Det har også påvirket virksomheder, der holder messer og kongresser.

– Vi står i en rigtig alvorlig situation i hotel- og restaurationsbranchen. Det gør hele det danske samfund, men vi har faktisk stået i den i nogle uger, fordi den første og fremmest har ramt os, siger Katia K. Østergaard, der er administrerende direktør i Horesta.

– Derfor har vi lavet en forståelse med forbundet (3F, red.), at man ude lokalt på arbejdspladserne kan lave lokale aftaler. Det er med henblik på at få virksomheder til at overleve og redde flest job, siger hun.

Restaurant Flammen, der driver 15 restauranter og beskæftiger 700 ansatte, har torsdag den 12. marts annonceret, at en stor del af kædens ansatte slet og ret lukker i de kommende 14 dage.

– Der vil fortsat være et minimum af ansatte, der kører takeaway ude i de enkelte restauranter, og så er vi ved at lægge en plan for, hvad der skal ske med personalet. Men lige nu ved vi ikke helt præcist, hvad vi gør med medarbejderne. I samarbejde med 3F, som vi har tegnet overenskomst med, skal vi lægge en plan, siger administrerende direktør for Flammen, Piet Klein, til Jv.dk.

Regeringen får ros

Horesta repræsenterer omkring 2000 virksomheder. Ifølge Katia K. Østergaard har branchen allerede tabt et trecifret millionløb på grund af coronavirusset.

Hun roser regeringen for at have varslet en hjælpepakke til erhvervslivet.

Blandt andet kan virksomheder udskyde deres betaling af skat og moms. Det skal sikre, at der er flere penge i kassen nu og her.

Horesta ser dog behov for yderligere tiltag, der kan give branchen en hjælpende hånd.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu