ANNONCE

Disse restriktioner forlænges

20. november 2020 15:20 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Blandt andet opretholdes forsamlingsforbuddet på maksimum 10 personer.

Disse restriktioner forlænges
Regeringen følger anbefalingerne om at forlænge restriktioner i forbindelse med corona-smitten. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Sundhedsmyndighederne har anbefalet at forlænge de nuværende nationale COVID-19-tiltag. Regeringen har valgt at følge anbefalingen. Det betyder, at tiltagene om begrænsning af forsamlinger forlænges til og med den 13. december 2020.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Der er fortsat et højt niveau af smitte i Danmark. Torsdag var der smitte i alle 98 af landets kommuner. 97 kommuner havde i går mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Derfor har myndighederne altså anbefalet at forlænge de tiltag til håndtering af smittespredning af COVID-19 i Danmark, som blev meldt ud den 23. oktober og med udløb den 22. november 2020.

Fakta

Forlængede tiltag, 20 november 2020

  • Forsamlingsforbuddet fastholdes på maksimum 10 personer. Der gælder dog visse undtagelser.
  • Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser fastholdes på max 50 personer.
  • Anbefaling om maksimum 10 personer i private hjem.
  • Anbefaling om social kontakt med maksimum 10 personer.

Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, har foretaget en konkret vurdering af behovet for tiltagene i lyset af den aktuelle smittesituation, og de anbefaler at tiltagene forlænges.

Ifølge denne uges risikovurdering i det nationale varslingssystem vurderes det nationale risikoniveau til at være på niveau 3. Det samlede smittebillede viser, at der må forventes stigende vækst i COVID-19-smitten i Danmark og potentielt en stigning i antallet af indlagte patienter og øget belastning af sygehuskapaciteten.

Læs den nationale risikovurdering her.

Sundhedsmyndighederne bemærker, at der både fra tidligere pandemier og under COVID-19 er betydelig dokumentation for, at forsamlinger spiller en afgørende rolle i smittespredningen.

Sundhedsmyndighederne bemærker derudover, at der med COVID-19 er en særlig risiko for såkaldte superspredningsbegivenheder, som kan bidrage til, at epidemien kommer ud af kontrol.

Erhvervsministeriet oplyser, at ved forlængelse af restriktionerne så forlænges hjælpepakkerne tilsvarende.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu