ANNONCE

Disse sider har skjult reklame for 500 per køb

5. juli 2020 14:12 | Af: Newsbreak.dk

Prisportaler får op til 500 kroner, når brugerne via skjulte reklamer klikker sig videre og køber ting på nettet.

Disse sider har skjult reklame for 500 per køb
Mange handler på nettet. Mange ved nok ikke, at det bugner af skjult reklame. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

(Citathistorie fra Radio LOUD)

Hvis du googler ”billigt internet” eller ”billigt mobilabonnement”, så tror du måske, at du bliver ledt ind på en hjemmeside, hvor du finder billigt bredbånd eller masser af data til ingen penge?

Det gør du også i mange tilfælde, men i flere tilfælde bliver du mødt af skjulte reklamer.

Det viser en gennemgang af flere sammenligningshjemmesider og prisportaler som Radio Loud har lavet.

Via såkaldte ”affiliate links” modtager virksomhederne bag hjemmesiderne op til 500 kroner hver gang en bruger klikker sig videre og køber eksempelvis et nyt mobilabonnement eller bredbånd.

Skjult reklame

Det fremgår bare ikke tydeligt af hjemmesiderne. Og dermed er det i virkeligheden skjult reklame, som brugerne møder på de populære hjemmesider.

Det mener i hvert fald forbrugernes vagthund.

– Det er skjult reklame, som det er relevant for forbrugerne at kende til, siger Maria Liljeqvist, der er seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk til Radio Loud.

Radio Loud har blandt andet fået Forbrugerrådet Tænk til at kigge nærmere på hjemmesiderne Tjekbredbaand.dk og Mobilabonnement.dk.

– Det fremstår som objektive sider, hvor man som forbruger kan se de muligheder der er på markedet, men det er skjult reklame, vurderer Maria Liljeqvist.

Ifølge markedsføringsloven skal det fremgå tydeligt, at der er tale om en reklame.

Gemt væk under hjelmen

På hjemmesiderne Tjekbredbaand.dk og Mobilabonnement.dk kan man se, at virksomhederne bag tjener penge via affiliate links. Men den information optræder kun på undersider, som kræver, at brugeren klikker sig derhen. Og det er slet ikke godt nok.

– Det er ikke sikkert at man kommer ind på den underside. Det skal være fuldstændig tydeligt for dig, at det er en reklame. Derfor har du paraderne oppe på en helt anden måde end du har, hvis du tænker, at det er en helt objektiv side, siger seniorjuristen.

Hos virksomheden ADMILL, der driver Tjekbredbaand.dk og flere andre sammenligningssider medgiver direktør Mark Andersen, at det kunne fremgå mere tydeligt, at virksomheden tjener penge på det, han kalder ”en slags reklamer”.

– Jeg kan faktisk godt følge Forbrugerrådet Tænk et stykke hen ad vejen. Vi kan nok godt være mere klare over for forbrugerne i den måde, vi skriver tingene på, fortæller direktør og medstifter Mark Andersen.

Overvejer ændringer

Derfor er virksomheden nu ved at undersøge om der skal laves ændringer af Tjekbredbaand.dk.

– Der er noget på vej, understreger han og tilføjer:

– Vi vil ikke hemmeligholde over for forbrugerne, at vi tjener penge. Det skammer vi os ikke over.

Helt generelt mener Maria Liljeqvist fra Forbrugerrådet Tænk ikke, at affiliate links på sammenligningssider er et problem. Det skal bare fremgå tydeligt, at der er tale om reklamer.

– Det er fint, at forbrugeren har mulighed for at undersøge markedet, siger hun.

En del af branchen

Hos ADMILL mener man, at det er et udbredt, at sammenligningssider ikke skilter med, at de tjener penge på affiliate links.

– Jeg er af den opfattelse, at både vi og vores konkurrenter kunne have godt af at stramme op på det her, siger Mark Andersen, der har arbejdet med affiliate marketing i flere år.

Virksomheden bag Mobilabonnement.dk har trods gentagne forsøg ikke ønsket at stille op til interview.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu