Disse ulykker kan koste dig dyrt

13. marts 2019 16:10 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Elektriske løbehjul - og elektriske skateboards/segboards - har siden januar været lovlige i Danmark på forsøgsbasis.

Siden januar har det i Danmark været lovligt at benytte sig af et nyt transportmiddel, når man skal fra a til b – nemlig det el-drevne løbehjul.

Det er i første omgang som en forsøgsordning. Og det nye transportmiddel bringer også en ny forsikringssituation med sig.

Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen har snakket med Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent i Forsikringsoplysningen. Og hun kommer med en udmelding, der nok skal bringe hævede øjenbryn frem:

– Hvis ulykken er ude, forsikringen ikke er i orden, og man oven i købet har kørt ulovligt, giver det udover risikoen for invalidering også en økonomisk risiko i form af millionkrav, som vil tage mange år at betale tilbage, siger hun til Ekstra Bladet.

To forskellige virksomheder lejer løbehjulene ud i København – og de er forpligtede til at have tegnet ansvarsforsikring på dem. Den gælder dog ikke, hvis føreren af løbehjulet er udsat for en ulykke.

Du kan få seriøse problemer

Forsikringskonsulenten anbefaler derfor først og fremmest, at man har tegnet en ulykkesforsikring.

Hun påpeger dog også, at man skal bruge løbehjulet efter reglerne. Dem kan du se i galleriet ovenfor.

Gør man ikke det, er der nemlig risiko for, at man kan få et stort, fedt nej, hvis man anmelder en skade til sit forsikringsselskab.

Derfor skal man især passe på, hvis man har børn, der kan finde på at benytte sig af løbehjulene.

Man skal nemlig være mindst 15 år, for at køre på dem.

Så galt kan det gå

I Danmark er der endnu ingen eksempler på, at folk er kommet til skade på løbehjulene.

Men som Newsbreak.dk tidligere har skrevet, viser et amerikansk forskningsprojekt, at der på bare to forskellige californiske skadestuer, hvor løbehjulene også er lovlige, har været ikke mindre end 249 patienter, der alle har opsøgt skadestuerne efter uheld med løbehjul.

Skaderne spænder vidt og bredt – fra brækkede knogler og blå mærker til hjerneblødninger, skriver The Verge.

Hvad der også åbenbarer sig, at kun 4,4 procent af de tilskadekomne bar hjelm.

Til gengæld er det endnu for tidligt at sige noget om, hvor farligt et transportmiddel løbehjulet er i forhold til andre transportmidler:

– Vi ved ikke noget om, hvor mange kilometer, folk har kørt, hvor ofte de har kørt eller hvor mange, der kører på dem. Vi kan endnu ikke sige, om det er farligere end at køre på cykel, siger Tarak Trivedi, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til The Verge.

Elektriske løbehjul i Danmark

I Danmark trådte forsøgsordningen, der lovliggjorde elektriske løbehjul, i kraft den 17. januar 2019.

I samme ombæring blev også et andet transportmiddel lovliggjort – selvbalancerende køretøjer (for eksempel segboards og uniwheels) og motoriserede skateboards.

Fælles for de to køretøjer er, at der gælder helt særlige regler for, hvordan du må bruge dem – og hvad det kræves at bruge dem. Alt det kan du læse i galleriet ovenover. 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu