ANNONCE

Dit tandsæt kan afsløre dit misbrug

15. januar 2021 09:09 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Ny forskning i tandsten afslører forbrug af euforiserende stoffer

Dit tandsæt kan afsløre dit misbrug
Hollandske og danske forskere har fundet ud af, at dine tandsten kan afsløre brug af narkotika. Genrefoto.

Det er en god idé at have sunde og rene tænder, for det viser sig, at dine tandsten kan fortælle forskere om dit eventuelle forbrug af euforiserende stoffer. Det har forskere på Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet fundet ud af, i samarbejde med kolleger fra Leiden Universitet i Holland.

Forskerne fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet har i forbindelse med et såkaldt valideringsstudie undersøgt, hvad man kan finde i tandsten. Det viser sig, at man kan finde lidt af hvert, blandt andet spor efter narkotika.

De danske forskere har indsamlet tandsten fra 10 døde mennesker, der alle havde haft et forbrug af forskellige stoffer. Ved at analysere tandsten fra de døde, fandt forskerne både stoffer, der fandtes i blodet hos de døde såvel som stoffer, du normalt ikke finder i en blodprøve, blandt andet heroin.

Med andre ord kan dit tandsæt afsløre dit misbrug, men om det skal bruges rent retsmedicinsk, altså om færdselsbetjenten i fremtiden beder dig gabe op, det er mere tvivlsomt.

Taler man med Seniorforsker Jørgen Bo Hasselstrøm og adjungeret professor Dorthe Arenholt Bindslev fra Institut for Retsmedicin Aarhus Universitet er det tydeligt, at det er det arkæologiske perspektiv, de finder mest interessant.

Tandsten fra fortiden

Resultatet af studiet giver fremadrettet forskere verden over mere materiale, de kan forske i og flere mulige spor, de kan lede efter.

– Vores studie viser, at der faktisk er stoffer bundet inde i tandstenen, siger Jørgen Bo Hasselstrøm til Newsbreak.dk.

Arkæologer verden over har gennem årene samlet rigtig, rigtig mange kranier, og dermed tandsæt ind, fra fortiden. I de tandsæt gemmer der sig viden, man nu kan finde frem.

– Undersøgelserne kan kaste et helt nyt lys over aspekter af levevis og helbredstilstand hos fortidens mennesker, som vi i dag kun gætter på. Det er oplagt at undersøge vikingekranier for de hallucinerende stoffer, man mener, de periodevis har indtaget – for eksempel stoffer fra svampe og natskyggeplanter som bulmeurt, siger Dorthe Arenholt Bindslev i en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Universitet.

Gift i munden

Jørgen Bo Hasselstrøm siger til Newsbreak.dk, at det nye studie viser, at man i tandsten kan finde det samme, man kan finde i blodet hos et menneske, og i nogle tilfælde endda mere.

Hvor spor af giftstoffer forsvinder fra dine blodbaner på et tidspunkt, har forskerne vist, at de samme giftstoffer sætter spor i tandsten.

Hvor det moderne menneske har mulighed for at komme tandsten til livs, ved at børste tænder og gå til tandlæge, var det noget andet for fortidsmenneskerne.

Forskerne har derfor fået et nyt værktøj, de kan bruge til at finde ud af, hvad vikingerne stoppede i hovedet.

Dermed ikke sagt at den nye viden ikke kan bruges i den moderne verden.

Hvis man ikke kan finde spor af gift i hverken blod, urin eller hårsækkene hos et menneske, kan man undersøge tandsten for at se, om svaret gemmer sig der. Det er normalt i blod, urin og hår, at man leder efter spor efter gift- og narkotiske stoffer.

Men hvor giften forsvinder fra dine blodbaner, dit urin og dit hår igen, som tiden går, er det noget andet med dine tandsten. Her vil der altid være spor efter giften, medmindre du slet ingen tandsten har.

– Det er et udtryk for, hvad du har taget over tid, siger Jørgen Bo Hasselstrøm til Newsbreak.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu