DMI advarer om ekstremt vejr: – Der kan falde bomber af regn

4. juli 2016 20:05 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Tirsdag bliver en ekstremt våd dag - og der er næppe mange af os, der går fri. Flere steder kan der falde op til en måneds regn.

Det vil ganske givet føles som et skybrud, når himlen åbner sig over det meste af Danmark i løbet af tirsdag. Så voldsom bliver den kraftige regn, der er udset til at indhylle landet i vand. Det fortæller Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk mandag aften.

– Vi forventer et døgn, hvor der falder mellem 10 og 20 milimeter regn i det meste af landet. Det bliver generelt et rigtig vådt døgn, vi går i møde. Nogle steder vil det formentlig også blive en del mere vådt. Lokalt kan der falde helt op til 35 milimeter regn på bare seks timer, og så er der faktisk tale om decideret kraftig regn, der advares mod. Det er ikke et skybrud, fordi vandet kommer over lidt længere tid, men mængden kan godt være den samme, fortæller meteorologen.

Kraftig regn medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter samt nedsat sigtbarhed.

Lavtryk fra øst

Skyerne, der vil gøre os våde, hænger lige nu og dingler over de britiske øer, hvor det regner ganske eftertrykkeligt her mandag, men lavtrykket bevæger sig altså mod øst. Det vil sige i retning mod Danmark.

Samtidig betyder det specielle lavtryk, at meteorologerne har svært ved at slå ned på, præcis hvor de voldsomme regnskyl bliver værst. Lavtryk kan nemlig rykke sig ganske meget på kort tid.

– Og det meget voldsomme vejr ligger som “bomber” inde i lavtrykket, så det kan sagtens være, der er nogle steder, hvor der nærmest ikke falder noget regn. Men hele landet får vand, siger Lars Henriksen, der af samme årsag har udsendt et risikovarsel via DMI. Her fremgår det ligeledes, at der er udsigt til endog meget voldsomt regnvejr med tordenbyger gemt inde i.

– Ja, der er noget i gære, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu