ANNONCE

DMI advarer: Kan blive helt vildt

20. januar 2021 15:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et dybt lavtryk er på vej og skaber voldsomt vejr

På grund af et dybt lavtryk bliver der fuld knald på blæsten torsdag. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler derfor, at der ved den jyske vestkyst kan opstå vindstød helt op til stormstyrke. Faktisk endda højere end det, siger vagthavende meteorolog Martin Lindberg.

Umiddelbart er det vindstød, der kan nå stormstyrke. Det sker, når blæsten når hastigheder på mellem 25 og 28 meter i sekundet, skriver DMI i sit varsel.

– Det kommer ikke som en overraskelse for mig, hvis Hanstholm når over 30 meter i sekundet i morgen, siger han til Newsbreak.dk.

Blæsten går ifølge DMI for alvor i land ved middagstid, og det kan blive ved helt indtil tretiden natten til fredag, så der venter altså en kraftfuld dag. Lindberg siger, at det vil kulminere mellem klokken 17 og klokken 21.

Det bliver dog uanset en periode med ret kraftfuld vind, lyder det. DMI forventer nemlig stormende kuling fra sydvest i hele perioden. Stormende kuling har hastigheder mellem 20 og 23 meter i sekundet. “Den kraftige vind skyldes et dybt lavtryk som torsdag vil bevæge sig fra den centrale Nordsø mod nordøst til Sydnorge”, skriver DMI.

– Så det er især Syd- og Vestjylland, der bliver ramt, siger meteorologen.

Vandstanden stiger

Den kraftige blæst betyder også, at store mængder vand presses ind mod kysten, og derfor stiger vandstanden betragtelig, melder DMI.

Især i Vadehavet og langs den centrale del af den jyske vestkyst vil vandstanden stige.

Når højvandet samtidig rammer Vadehavet hen mod torsdag aften, forventes vandstanden at nå 2,5 meter over normal vandstand, og langs den jyske vestkyst ventes den at nå 2,3 meter over normal.

I Lemvig forventer DMI, at vandstanden når knap 1,5 meter.

– Men det ser dog ud til, at vandstanden falder igen i løbet af natten til fredag. Senest, siger Lindberg.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu