ANNONCE

DMI advarer mod voldsomt farligt fænomen

12. maj 2018 18:59 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En skypumpe er lørdag blevet set over Esbjerg. Skypumper er flotte, men kan være farlige, advarer DMI.

DMI advarer mod voldsomt farligt fænomen
Skypumper opstår i forbindelse med byger og rolige vejrforhold, fortæller DMI. Foto: Claus Fisker/arkiv/Scanpix

Flere borgere har lørdag eftermiddag taget billeder af en skypumpe, som de har observeret på himlen over Esbjerg. Det skriver TV2.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyser, at skypumper forekommer hvert år i Danmark – især i sensommeren og efteråret.

Selv om skypumper er langt mindre end tornadoer, kan de forvolde skade. Derfor skal man holde sig på lang afstand af dem, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen til Ritzau. Også selv om de “er smukke at se på”.

– Hvis man er ude at sejle og ser en skypumpe, skal man holde sig på afstand af den. En skypumpe roterer i alle mulige retninger, så den kan rive et sejl rundt. Almindelige mennesker i øvrigt skal også holde sig fra skypumper, for vi ved ikke, hvor meget vind der er i dem, og man risikerer at blive kastet væk, hvis man kommer for tæt på, siger Jesper Eriksen.

Kan ikke registreres

Skypumper i Danmark varer ganske få minutter – nogle gange ned til 30 sekunder. Der findes ikke meteorologisk udstyr til at registrere skypumper, så de kan kun registreres med det blotte øje og kameraudstyr.

– Vi får oftest meldinger om skypumper i sensommeren og efteråret. Det er lidt atypisk, at de opstår om foråret, men de kan faktisk komme året rundt, siger Jesper Eriksen.

Skypumper opstår i forbindelse med bygeskyer, og når der er rolige vindforhold, forklarer meteorologen. De skaber en form for tragt mellem skyen og hav- eller jordoverfladen.

– I dag har der i den vestlige del af Danmark været enkelte lette byger og rolige vindforhold. Det gør, at der kan have været skypumper i området, siger han.

En skrøne

Når man ser på en skypumpe og tænker, at det ser vildt ud med alt det vand, der bliver suget op, så er det faktisk en skrøne, skriver DMI på sin temaside om netop skypumper.

“Det er en misforståelse at vandet suges langt op i røret, da dette kræver et enormt trykfald i skypumpen. For blot at suge 5 meter vand op, kræves et trykfald på nær 500 hPa (millibar), et undertryk, der ikke forekommer i danske skypumper. Det er altså en kombination af skyer og vandsprøjt man ser”, fremgår det.

Langt de fleste skypumper i Danmark dannes sandsynligvis – det kan ikke måles, jo – over vandet i sommerhalvåret. DMI påpeger dog, at der dog også er observeret skypumper over land og om vinteren.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu