DMI advarer om voldsomt vejr det meste af dagen

7. januar 2017 07:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Vinteren er da for alvor dukket op med alt, hvad det indebærer.

Glatføreuheldene hober sig op i de forskellige politikredse lørdag morgen, og det er altså slet ikke så mærkværdigt. Natten til fredag og lørdag morgen er nemlig præget af det, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) kalder “voldsomt vejr” i et varsel. Det dækker over såkaldt isslag.

Isslag er et fænomen, der opstår, når underafkølet regn (i dette tilfælde 0,5-1,0 milimeter på tre timer) rammer jorden og straks omdannes til is.

Det skaber endog meget farlige situationer i trafikken, da veje kan blive ekstremt glatte. Som om det i sig selv ikke er slemt nok, så fortæller vagthavende meteorolog Trine Pedersen til Newsbreak.dk lørdag morgen, at det flere steder kan fortsætte et godt stykke op ad dagen.

Flere politikredse har oplyst, hvordan de ekstremt glatte veje resulterer i uheld.

Og på den sønderjyske motorvej skred to lastbiler tidligt lørdag ud og blokerede for hele den sydgående trafik.

Vejdirektoratet oplyser, at der generelt er glatte veje i hele landet.

Også sol

I Syd- og Sønderjylland, Nordvestsjælland, Odder, Trekantområdet, Sydøstjylland, Silkeborg, Aarhus, Samsø, Middelfart, Assens, Kerteminde, Odense, Nordfyn, Syddjurs og Ikast-Brande forventes det ifølge DMI, at isslaget forsvinder ved ni-tiden lørdag morgen, mens det omkring klokken 12 er rejst videre fra København og Nordsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland, Sydfyn og Nyborg.

– Men det bevæger sig rigtig langsomt, så det kan godt forlænges. Jeg forventer dog, at der er helt væk omkring klokken 15, siger Trine Pedersen.

Underligt nok, hvor der sydøstlige Danmark er præget af sne og isslag, så er der i det nordvestlige Jylland udsigt til noget komplet andet. Isslaget er for længst forduftet her fra, og den friske vind fra vest puster temperaturerne godt op ad.

– Det er jo generelt en noget grå og kold morgen, men ved vestkysten er vi allerede oppe i nærheden af fem til seks graders varme, siger Trine Pedersen, der desuden kan berette, at Sjælland og Bornholm har frostgrader omkring de tre.

– Og i Nordjylland kan det ske, at solen titter frem senere, tilføjer hun.

Rimtågen

Natten til søndag kommer der formodentlig endnu mere sne eller slud på Bornholm, mens det ellers vil være tørt og skyet vejr. Isnende nattefrost betyder dog, at der er mulighed for lokal rimtåge.

– Søndag bliver egentlig en pæn dag med nogen sol og tørvejr, siger Trine Pedersen.

Hvilket egentlig er overraskende med så bidende en kulde, der dukker op natten til søndag. Helt ned til fem frostgrader kan vi forvente i blandt andet Nordsjælland og Nordjylland.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu