ANNONCE

Dmi advarer: Som Bambi på glatis

29. november 2020 06:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Søndag aften og frem til mandag formiddag kan der komme isslag som gøre vejene spejlglatte

Søndag morgen er en kold morgen. Og det bliver ikke meget bedre i løbet af dagen. Tvært i mod. Søndag aften og frem til mandag formiddag er der nemlig udsigt til, at det også bliver spejlglat flere steder i landet.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Erik Hansen, til Newsbreak.dk tidligt søndag morgen.

– Her tidligt søndag morgen ligger temperaturerne mange steder lige omkring frysepunktet eller en smule over. Det kan være pletvist rimglat ude på vejene i Sønderjylland og på Sjælland. Og på Sjælland er der desuden tågebanker forskellige steder. Det klarer lidt op i løbet af dagen, men temperaturerne rykker sig ikke meget. De vil fortsat ligge fra en enkelt grad op til fem grader, siger Erik Hansen.

Samtidig bliver det næsten vindstille. Der kan komme en enkelt byge hist og her og det kan falde som hvidt nedbør.

– Men der er ikke tale om det vi i meteorologisk forstand kalder sne. Det bliver så lidt, at vi nærmest ikke kan måle det, understreger Erik Hansen.

Glat aften, nat og formiddag

Søndag aften kommer der stedvis regn, slud eller isslag. Det falder nok mest i den vestlige del af Jylland samt måske på Sjælland.

Det kan vare ved til mandag formiddag og kan altså gøre vejene spejlglatte.

– Så man skal virkelig passe på, hvis man skal ud i trafikken, siger Erik Hansen.

Lavtryk og stigende temperaturer

Natten til tirsdag kommer et lavtryk med tilhørende regn ind over Danmark. Og det giver et temperaturskifte

– Vi får resten af ugen noget højkere temperaturer – op til mellem fem grader og otte grader. Nedbør kommer der ikke så meget af med undtagelse af det, der kommer natten til tirsdag. Og da det bliver relativt lunt vil den nedbør, der måtte komme, falde som regn, siger Erik Hansen, der dermed ikke giver udsigt til sne og frost her hvor vi står tæt på julemåneden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu