DMI advarer: Voldsomt uvejr rammer landet over tre døgn

6. december 2017 07:39 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

DMI har udsendt varsel om risiko for vindstød af stormstyrke både torsdag, fredag og lørdag.

Der er et hidsigt lavtryk på vej mod landet, og det kommer både til at give voldsom blæst og et markant vejrskifte.

Det voldsomme vejr skyldes, at et kraftigt lavtryk over Nordsøen kæmper mod et højtryk over Frankrig. Lavtrykket skal i løbet af de kommende dage ind over Danmark.

– Det er det her slagsmål, der giver alt det her blæst, og så ender det alt sammen med at det bliver koldere i løbet af weekenden, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI til Newsbreak.dk.

Prognoserne for uvejret har fået DMI til at udsende et varsel for risiko for vindstød af stormstyrke. DMI’s varsel gælder for hele den jyske vestkyst, og det kan begynde fra torsdag morgen, hvor en koldfront rammer med blæst og regn. Den taber dog noget af pusten, når den kommer ind over landet og vil formentlig være løjet af sidst på eftermiddagen.

– Når den er passeret, så venter vi på det næste fremstød af kraftig vind, og det kommer så om aftenen og natten, og det bliver så fra en mere vestlig retning, siger Frank Nielsen.

Faktisk vil der være risiko vindstød af stormstyrke både fredag og lørdag, oplyser DMI i sit varsel.

Efterhånden som lavtrykket kommer ind over landet, vil temperaturen falde, og der vil i løbet af lørdagen komme byger med hagl eller slud og søndag og mandag kan der også komme nedbør i form af slud eller sne.

Onsdag er vejret en smule mere fredeligt, men dog med frisk vind til kuling. Derudover bliver dagen præget af skyer og regn nogle steder, mens temperaturen

Her er DMI’s varsel:

DMI risiko for vindstød af stormstyrke:

Udsendt 6. december 2017 00:41

Gyldig fra 7. december 2017 08:00. Gyldig til 7. december 2017 17:00

Gælder for Thy og Mors, Vestjylland, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø, Varde, Tønder, Frederikshavn og Hjørring

Der er risiko for kuling 14-20 m/s fra sydvest, med vindstød af stormstyrke 25-25 m/s.

Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

DMI Femdøgnsudsigt for voldsomt vejr:
Udsendt 6. december 2017 00:41

Gyldig fra 7. december 2017 21:00. Gyldig til 8. december 2017 18:00

Gælder for Thy og Mors, Vestjylland, Vendsyssel, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø, Varde, Tønder, Skive og Vesthimmerland

Torsdag: Vær forberedt på at der kan forekomme kuling med vindstød af stormstyrke

DMI Femdøgnsudsigt for voldsomt vejr:
Udsendt 6. december 2017 00:41

Gyldig fra 9. december 2017 00:00. Gyldig til 9. december 2017 17:00

Gælder for Thy og Mors, Vestjylland, Jammerbugt, Fanø, Varde, Skive, Hjørring og Vesthimmerland

Lørdag: Vær opmærksom på, at der kan forekomme kuling med vindstød af stormstyrke

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu