DMI alarmerer: Voldsomt vejr over Danmark

19. juni 2019 17:34 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

DMI advarer om skybrud, torden, hagl og kraftige vindstød.

Store dele af Danmark kan i løbet af onsdag eftermiddag og aften blive ramt af skybrud og voldsomt tordenvejr.

Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

DMIs varsel gælder fra klokken 16 onsdag eftermiddag og frem til klokken 1 natten til torsdag. Varslet gælder hele Jylland og Fyn, oplyser DMI.

Derudover har DMI udsendt et mildere varsel – en risikomelding – om at den vestlige del af Sjælland, Lolland og Falster risikerer det samme:

“Meget varm og fugtig luft strømmer i dag op over Danmark fra syd. I den varme luft dannes kraftige regn- og tordenbyger, som trækker op over den vestlige del af landet. I nat vil en koldfront passere landet fra vest også ledsaget af regn- og tordenbyger. Herefter bliver vejret noget mere fredeligt og køligere,” forklarer DMIs vagtchef Henning Gisselø på tjenestens hjemmeside.

Der vil også komme tordenbyger i den østlige del af landet, men her forventes bygerne ikke at blive så kraftige, som over de vestlige egne.

Tornadorisiko

Det europæiske uvejrscenter Estofex har onsdag udsendt et varsel 1 over Danmark. Det betyder i al sin enkelthed, at man kan få store hagl og meget kraftige vindstød.

I Danmark er vi vant til, at der kan være enkelte tordenbyger, men med en katogori 1-varsel, så kan det betyde, at en egentlig supercelle vil passere Danmark. Det betyder, at der kan opstå flere tordenbyger i et større geografisk omfang.

TV2s Vejrcenter skriver, at det ikke kan udelukkes, at Danmark kan blive ramt af en tornado. Det er særligt i Jylland og på Fyn, at det voldsomme vejr kan forventes at indtræffe.

Hos DMI er man dog tilbageholdedne med at kalde vejret for en egentlig supercelle, har DMIs vagthavende meteorolog Martin Lindberg tidligere forklaret til Newsbreak.dk.

– De mest detaljerede prognoser, som vi har, har ikke nogle registreringer af, at det bliver en supercelle, men som sagt torden og hagl skal der nok være, forklarer Martin Lindberg.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu