ANNONCE

DMI: Der lægger sig en dyne over Danmark

28. februar 2021 20:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Det betyder, at det ikke bliver så koldt

På nøjagtig samme måde, som man tager en dyne på, når man skal sove for at holde varmen, så bliver stort set hele Danmark dækket af en dyne natten til mandag. Dynen er ikke af fjer, men af skyer. Det betyder, at der næppe kommer nattefrost.

Det fortæller vagtchef Bolette Brødsgaard, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, søndag aften til Newsbreak.dk.

– Søndag aften er klar. Men sidst på aftenen kommer der skyer ind fra Nordsøen, lige som der også dannes skyer inde over landet. Når vi vågner mandag morgen vil hele Danmark være dækket af skyer, og i Jylland vil der nok også være dis eller tåge, siger Bolette Brødsgaard.

Solen titter frem

Skydækket varer dog ikke hele mandagen.

– Op ad formiddagen begynder solen at kigge frem. Dog kan Vadehavs-området risikere at ligge indhyllet i havgus – en tæt tåge, der dannes over det kolde vand. Den lægger sig ved kysten og holder temperaturen ned på 3 til 4 grader, siger Bolette Brødsgaard.

Resten af landet kan forvente mellem 5 grader og 8 grader.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu