DMI: Her bliver det varmest

21. april 2019 06:52 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Vejret bliver fremragende, men pollenallergikere skal forberede sig på en dag i helvede.

Du kan tage det helt roligt, hvis du er til godt vejr, hvor der er rig mulighed for at nyde den sidste påskefrokost i haven. Men er du derimod allergiker, så kan du godt bevæbne dig med næsespray og piller, fordi så bliver søndagen langt fra en dag, hvor du vil have det fedt.

Den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fortæller, at søndagens vejr vil være med til at markere en stærk påske, hvor vejret har været varmt og lunt, uden meget blæst og vind.

– Det er lidt ligesom det plejer, så det giver masser af solskin i dag, men der kan godt være lidt tynde skyer. Det bliver det eneste, som man kan sætte en finger på, siger Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog og fortsætter.

– Det bliver 15 til 20 grader. Kyster med pålandsvind bliver dog ikke helt så varmt, lyder det.

Sådan bliver den kommende tid

Selvom påsken lige så stille går på hæld, så er der intet til hinder for, at mandagen også bliver en god dag. Der er dog lidt mere dystre udsigter end tilfældet er søndag.

–  Det bliver ved med det her gode vejr resten af påsken. Det er en stabil situation, hvor man kan sige, at det er godt vejr. Der bliver lidt mere vind i morgen, så det begynder at friske lidt op, forklarer meteorologen.

Men for alle danskere, så har helligdagene nok været et tiltrængt pust af godt vejr, hygge med familien og venner, men også tørvejr. Det vil dog meget snart ændre sig, fordi allerede tirsdag begynder vejret at tage en drejning.

– Når man kommer hen til tirsdag, så er det stadigvæk tørt, men temperaturen falder, fordi vinden tager til. Det forhindrer, at temperaturen når omkring de 20 grader igen. Desværre, siger Henning Gisselø.

Så det gælder om at nyde temperaturen og solskinnet, mens det er.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu