DMI kan ane foråret: Her bliver vejret bedre

14. marts 2019 06:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejret den 14. marts 2019 byder på mere af det, vi har haft de foregående dage og så alligevel udsigt til noget helt andet.

Vejret den 14. marts 2019 byder på regnvejr, og hvad det angår, kunne denne vejrudsigt lige så vel have været for en af ugens foregående dage.

– Det er mere af det samme, vi har haft de seneste par dage, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.

Som dagen skrider frem, vil hele landet opleve regnvejr. Det kommer fra vest, og det betyder, at man på Sjælland og Bornholm kan være heldig at få solen at se i løbet af formiddagen.

Det holder dog ikke ved, for regn, det får vi.

– Til gengæld får vi mindre blæst, siger Klaus Larsen.

Hvor det har været mærkbart blæsevejr de seneste dage, kommer vi i dag ikke meget over let til frisk vind, og mellem fire og syv graders varme i øvrigt.

Weekenden bliver også våd

Som ugen nærmer sig sin afslutning, kommer der mere regn til Danmark. Klaus Larsen forklarer, at den megen regn kommer ude fra Atlanterhavet.

Der bliver der dannet lavtryk, og med de lavtryk kommer der regn.

– De lavtryk kører hen over Danmark, og de trækker mere og mere mod nord. Regnområderne ligger som perler på en snor, siger Klaus Larsen.

Da der er flere perler af regn på vej til Danmark, er der altså ikke udsigt til lindring i vejret i denne uge, men Klaus Larsen fortæller, at vejret ser ud til at forandre sig mærkbart i ugen, der kommer.

– Vi kan glæde os over, at næste uge bliver med en del tørvejr og stigende temperaturer. Vi kommer nok over tocifrede temperaturer, siger Klaus Larsen.

Det betyder dog ikke, at det er helt slut med det våde, kolde og måske endda hvide vejr.

– Vi kan stadig få sne til påske. Det har vi haft før, siger Klaus Larsen med et grin.

Det handler altså om at nyde det vejr, vi har, også vejret den 14. marts 2019. Det kan nemlig snildt blive værre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu