DMI: Nu dykker temperaturen

21. oktober 2017 07:02 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Weekenden bliver mild, men regnfuld. I løbet af næste uge falder temperaturen.

Der er en forholdsvis lun weekend i vente med temperaturer op mellem 12 og 14 grader. Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg til Newsbreak.dk. Samtidig er der en del regn i vente lørdag.

– Det bliver skyet i dag, og i Nordjylland, Nordsjælland og Bornholm kommer der lidt regn her til formiddag. Ellers er det mest tørt, og der kan komme lidt sol ind i mellem – dog ikke i de østlige egne, siger Martin Lindberg.

– I eftermiddag kommer der flere skyer fra sydvest, og der kommer regn til Sydvestjylland, og det breder sig mod nordøst til hele landet i løbet af aftenen.

I løbet af natten klarer det op, så søndagen i første omgang byder på tørvejr.

– Der kommer lidt sol til de fleste steder, siger Martin Lindberg.

I løbet af dagen, kan der dog komme byger i den sydvestlige del af landet.

Fra næste uge bliver det gradvist køligere med dagtemperaturer, der falder ned til 5-8 grader.

Mandag og tirsdag ser det ud til at holde nogenlunde tørt, men onsdag ser en front med regnvejr ud til at skulle passere landet.

Det køligere vejr betyder, at der kan komme nattefrost.

– Hen mod torsdag morgen kan det komme ned omkring frysepunktet på Sjælland, siger Marin Lindberg.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu