DMI: Nu får vi flere dage med snevejr

12. december 2018 15:31 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Fra torsdag til og med søndag kan danskerne håbe og forvente at se snevejr - mest søndag.

Vejret i de kommende dage byder på rigtigt mange på en virkelig god nyhed – som nok for andre er knap så god – det ser nemlig ud til, at vejrguderne langt om længe har et solidt læs sne i vente.

Hver dag fra torsdag og frem til søndag spår Danmarks Meteorologiske Instituts meteorologer muligheder for sne, men mest sne ser der ud til at ville falde søndag, lyder det fra vagthavende meteorolog Martin Lindberg:

– Jeg er temmelig sikker på, at der kommer en omgang sne til hele landet søndag – i hvert fald et par centimeter, siger Martin Lindberg til Newsbreak.dk.

Kigger man på den aktuelle femdøgnsprognose – som kan findes i galleriet ovenover artiklen – afslører vejrikonerne også, at der kan forventes hvid nedbør torsdag, fredag og lørdag.

Det skyldes ifølge Martin Lindberg, at temperaturen i de højere luftlag over Danmark er faldende:

– Temperaturen falder jo nu her, og i forbindelse med at luften bliver koldere i højden stiger sandsynligheden også for byger, og at de falder som hvidt, siger Martin Lindberg.

Det vil ifølge Martin Lindberg allerede ske i morgen, torsdag:

– Torsdag tror jeg, næsten hele landet får vinterlige byger. Ikke store mængder, men af den rette slags. Og det samme fredag. Temperaturerne vil fortsat ligge omkring et par plusgrader om dagen, og et par minusgrader om natten, men det er også nok, siger Martin Lindberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu