DMI: Nu vender sommeren tilbage for fuld styrke

14. september 2018 13:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Rigtige sommerdage med 25 grader - det er udsigten for den kommende uge.

Det kan være svært at forestille sig sådan en lidt råkold efterårsdag, hvor regnen siler ned. Men den skulle være god nok. I næste uge vender sommeren for en kortere stund tilbage til Danmark med temperaturer op til 25 grader.

Det bekræfter vagtchef ved DMI, Lars Henriksen, over for Newsbreak.dk.

– Der er mulighed for at vi får en rigtig sommerdag eller to. Termometret kommer til at snige sig op omkring de 25 grader, når vi når hen til tirsdag og onsdag i den kommende uge. Det bliver ret varmt, siger Lars Henriksen.

Det er et stort lavtryk over Atlanterhavet, der trækker meget varm luft fra Middelhavet op til Danmark.

– Det bliver en massiv varme. Men den varer ikke ved. Det bliver nok kun et par dage, siger Lars Henriksen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu